Kuld Genkina - Dagbog

Duddi ............. LLuna ............. Iroh ........ 28.3.2017 ...... Dina ............ Kenzo ........... Keiko

Så er hele banden flyttet til deres nye hjem.  Vi ønsker alle hvalpene og deres adoptivforældre mange gode år sammen.Cool

 

8.4.17

Så er Iroh som den sidste blevet afhentet.  Vi tog straks på camping for at der skulle ske noget nyt for Duddi og for at hun ikke skulle gå og savne Iroh.

7.4.17

Så er det bare om at huske på, at der ikke skal være noget let tilgængeligt, som de IKKE skal have tænderne i.  De undersøger alt og bider lidt i det.  De stjal et par små pop-socks fra mig, som de lige kunne nå at hive ned fra en stol.  Sokkerne er ikke til pænt brug mere, medmindre moden foreskriver hullede sokker.

For enden af vores have er der en vold, som ikke er beregnet til at man færdes på den.  Det er et vildnis, som vi forsøger at "vedligeholde".  Af og til er der nogle, der formaster sig til at gå deroppe - og sådan var det også i dag.  De små var ude og var de første til at give hals - dygtige vagthunde!

6.4.17

De elsker at være udenfor.  Så jeg lukker dem ud - lukker døren og holder øje med dem.  Når de kommer hen til døren, lukker jeg dem ind igen.  Det er for koldt at have dørene åbne hele tiden.

5.4.17

De får nu lov til at rende rundt i hele huset, når vi er ikre på, de ikke kan komme ud andre steder end fra køkkenet.  Når de falder i søvn et eller andet sted bærer jeg dem (halvt bevidstløse) ind i aflukket, hvor de sover videre.

4.4.17 

9 uger er hvalpene nu blevet.  Kun Iroh bor her stadig - og så selvfølgelig Duddi, der skal blive hos os.  Iroh bliver afhentet på lørdag, den 8.4.  I mellemtiden hygger de to hvalpe sig sammen.  De sover som regel hver for sig, men kan godt finde på at sove tæt langs med døren ud til haven.

Vi har været ude på en længere gåtur, hvor vi mødte flere "farlige" ting - en hund, der gøede inde fra en have og en motorsav, der larmede helt vildt.  Det lykkedes efter lang tids betænkning og lokken med godbidder at komme forbi.  De er begge dygtige til at gå i snor.  Selv om der er meget, der skal undersøges på vejen kommer vi rimeligt hurtigt frem.  Vel hjemme igen er det bare om at komme ud i haven og tisse.  Duddi fik dog tisset en lille tår undervejs.  Det var mange indtryk på kort tid, så de faldt helt omkuld og faldt i søvn med det samme.

 3.4.17

De vågnede lidt i kl. 6, hvor fuglene kvidrede lystigt.  De blev sendt ud for at gøre dit og dat, blev lukket ind - og efter ½ times tid var der igen ro i lejren indtil kl. godt 7.  De blev lukket ud igen - kom ind og fik morgenmad - og kom ud igen.  Jeg tror snart, jeg kan bestå den store ledvogter-eksamen.

Iroh tager pænt fra, når der serveres mad.  Duddi er mere kræsen.  Hun har fundet ud af, at voksen-foderet smager meget bedre - eller måske er mere spændende at spise.

Solen skinner - der er lagt lidt billeder ind.

De er flinke til at søge skygge.  Iroh lå og sov på sin yndlingsplads under stolen, da solen indhentede ham.  Det blev hurtigt for varmt og han fandt et andet sted at sove.

2.4.17

De små var faldet dybt i søvn ved 22-tiden.  Jeg sendte dem på græs ved 23:30-tiden for en kort bemærkning (de var meget søvnige) med forventning om, at de ville sove længe.

1.4.17

Både Kenzo og Keiko er blevet afhentet her til morgen/formiddag, så nu har vi kun 2 hvalpe tilbage.  Her er lidt mere stille, men der er stadig fuld gang i de tiloversblevne. Diva ser ud til at nyde, der ikke er så mange.  Hun ligger afslappet i indhegningen og leger med hvalpene - trækker tov.

Kenzo skal til Slagelse - og Keiko helt til Odense.

Alle hvalpene er nu blevet indmeldt i Spidshundeklubben og hvalpekøberne vil få bekræftelse pr. mail.

Hverken Duddi eller Iroh var interesseret i at få noget at spise her til middag, så jeg kræsede lidt for dem med lidt paté - og så fik de appetitten tilbage.  Tallerkenerne blev slikket - til sidste duftmolekyle, og så gled der alligevel lidt tørkost ned bagefter.

31.3.17

I dag bliver Dina afhentet.

Hvalpene er blevet gode til at tisse og sk... udenfor.  Når døren er åben ud til haven, vælger de altid at gå på toilettet udendørs.  Når de har mulighed for det, går de udenfor.

Vi har fået tilbagemelding fra Dina.  Den lange tur til Ringkøbing er gået godt og det første møde med "storesøster" Mejse - en samojede - gik også fint.  De lagde sig til at sove arm i arm.

30.3.17

Vi havde planlagt at skulle præsentere hvalpene til hundetræning i dag, men regnen kom for hurtigt til Roskilde, så det måtte vi desværre aflyse.

Jeg lukkede dem ud, så de kunne komme på toilettet, men de kunne ikke lide regnen.  De var kun ude i ganske få minutter, så kom de ind igen og rendte rundt i hele køkkenet.

Jeg brugte tiden til lidt hjemkaldsøvelse/navnegenkendelse - én ad gangen.

De er begyndt at gø, når de vil tiltrække sig opmærksomhed, når de gerne vil lege.

29.3.17

Hverken Diva eller søskende ser ud til at bemærke, at Lluna er flyttet.

Diva har nu besluttet, at hun ikke mere vil rydde op/gøre rent efter sine store udflytningsklare hvalpe.

Diva fælder, så det står om ørerne på hende - og for at det ikke skal være løgn gør Donna hende følgeskab.  Jeg børster, reder og samler sammen, så jeg har mere uld til spinding af garn.

28.3.17

Hvalpene er nu 8 uger gamle og klar til at flytte hjemmefra.

Der er vægte på DATA-siden - og fotos.

Det er endvidere lykkedes os at få et rimeligt godt billede af hele kuldet.

Lluna er nu flyttet til sit nye hjem i Karlslunde.  Hun skal bo sammen med Daisys kuldsøster Maggie.  Det bliver spændende at høre, hvordan mødet mellem de to forløber.  Jeg håber, de bliver rigtig glade for hinanden.
Jeg har lige fået at vide, at det første møde har været problemfrit - herligt.

Det er lidt underligt, at jeg nu kun skal tælle til 5 hver gang, jeg holder mandtal.

27.3.17

Så har hele G-banden fået ormekur.

Og det er den næstsidste morgen, hvor alle vapserne stadig bor hjemme.Trist

Jeg sidder og laver "papirarbejde", så alt er klar til i morgen.  Hvalpene har fået serveret "afskedsmiddag" bestående af paté og til dessert lidt tørkost.

D'herrer SORT og HVID opførte sig høfligt overfor de andre spisende.  De hverken skubbede, brummede eller på anden møde opførte sig dominerende over for frøkenerne RØD. GRØN, GUL og LILLA.  Men de fik ihvertfald deres del alligevel.

De er snart ikke mere til "pænt brug".  De trænger til lidt mere udfordring.

26.3.17

Her til morgen var det helt befriende, at hvalpene først vågnede kl. 7.  Jeg ved godt, tidspunktet er det samme som før, men pga sommertiden føles det senere.  Det er utroligt så meget, det betyder - rent psykologisk!

Solskin - lunt vejr - gæster i haven - køkkenrulle midt på bordet - farvel til gæster - et lille vindpust - snip af køkkenrulle ud over bordkant - 6 opmærksomme hvalpe - resultat: køkkenrulle i småstykker i hele indhegningen - de har hygget sig.Cool

25.3.17

Allerede på tirsdag flytter den første hvalp hjemmefra.  De har udviklet hver sin personlighed og er et kuld, der godt kan småskændes, men som aldrig bliver aggressive over for hinanden.  Det et et meget harmonisk kuld, som vi virkelig nyder at have boende.

Kenzo har haft besøg i dag og hvalpene nyder at blive feteret og nusset i en times tid - men så er de også trætte og falder omkuld.  Kenzo kan lave "sovekammer-øjne", som man ikke kan stå for.  (Ligner lidt Fnuggie fra E-kuldet).

Når de bliver trætte udenfor, søger de ofte ind I "Happy House" for at lægge sig til at sove.  De kan være derinde alle 6 - på én gang.

Der er indlagt billeder og en lille video.

24.3.17

Så har vi været til dyrlægen med alle de små.  De blev tjekket, vaccineret og vejet.  Dyrlægen var meget tilfreds med kuldet.  Der var ingen bemærkninger.

De var lidt ømskindede og pirrelige, da vi kom hjem og har sovet rundt omkring for sig selv.

23.3.17

Alle har nu pr. mail fået at vide, hvilken hvalp, der er blevet dem tildelt.  Det har været meget svært at fordele dem, men nu er det gjort, og jeg håber alle bliver glade for deres lille hvalp - inkl. mig selv.  

Hvalpene er blevet chippet i dag.  De tog det alle pænt.  
De virkede mere sure over at blive holdt fast, end over selve stikket.

Hvalpene har fået farvede velcro-halsbånd Jeg er nu begyndt at indøve navnene.  Et lille stykke kogt kylling bruges som lokkemad.  Og de er helt vilde med det.  Nu skal de lige forbinde deres navne med noget godt.

Udover "den onde dame" med chippen har vi haft endnu et besøg i dag,  så hvalpene er meget trætte. Jeg rendte jo også rundt hele morgenen og løftede og kiggede på først den ene hvalp, så den anden for at være sikker på mine valg.  De stakkels kræ fik ikke mange chancer for at sove.

22.3.17

Når hvalpene er ude i haven og jeg stiller mig op i døren og kigger på dem, sker det meget ofte at HVID og GRØN kommer ind med det samme.  Når jeg kalder, kommer SORT og GUL ind.  Når jeg så kalder igen, står RØD og LILLA med rumpen til og er meget optaget af et eller andet spændende - de kan slet ikke høre mig - og så må jeg ud og hente de to sidste.

For første gang har jeg set en lette ben.  Det var HVID - og han kunne holde balancen!

21.3.17

Hvalpene er nu 7 uger gamle og der er kun en uges tid til, at de alle har forladt deres barndomshjem.

De er ved at komme ind i en fast rytme, hvor de står op ved 5-6-tiden - bliver lukket ud - tisser - kommer ind til morgenmad (ca. 200 g tørkost til deling) - ud og lave skiderikker - ind igen og sove.  De er blevet hurtige nu. Alt i alt varer det 15-20 min.  Så kan de godt gå og småspise før de lægger sig til at sove. 
Den samme procedure gentages ved middagstid og om aftenen.  De spiser ikke så meget midt på dagen.

Der er opdateret på "data"-siden.  Jeg synes, det fremgår ret tydeligt, at det er meget svært at kende forskel på dem uden at kigge på halens farvemærkning.

20.3.17

I dag har vi haft gæster i flere omgange.  Det er herligt, der er så mange, der er interesseret i at hilse på vores små hvalpe.  Og hvalpene har rigtig godt af at blive håndteret af så mange forskellige mennesker.

De mange nye indryk gør dem trætte, så det har været lidt af en yo-yo-dag.  Fuld fart på med gæster - eftefulgt af total udmattelse og søvn - så op til nye gæster ......

Desværre har det også regnet meget, så det har været så som så med udendørslivet.  Det har betydet, at de små har gjort opmærksom på, at nu vil de gerne ud.  De har pebet og har stået ved døren for at komme ud.

19.3.17

Til morgenmad i dag tyggede de sig - i løbet af 10-15 min. - igennem tilsammen 135 g tørkost.  Dvs 20-25 g til hver.

Jeg sidder og ser TV med små hvalpe og mine hvalpe reagerer på hvalpenes piben i TV.  De løfter hovedet og lytter opmærksomt.

Mit lille gartnerhold har nu udvidet deres aktiviteter med gravning - og buskbeskæring.

De har nu alle 6 fået sele på og har prøvet at gå en lille tur på fortovet 2 og 2.
RØD og GRØN - SORT og HVID - GUL og LILLA.  De går så fint allesammen.  Friske og frejdige derudad.  De har benyttet græsplænen. Vi har mødt nogle små venlige (hvide) hunde, som de har hilst på uden problemer - de er ikke bange!  Der kom ingen biler, så den oplevelse må de have til gode lidt endnu.  De ved udmærket godt, hvor de bor og er ikke bange for at træde på risten.  Vi er faktisk ret imponeret over, hvor godt de tackler denne uvante situaton.

Nu ligger de og "lopper" sig, fordi selen er uvant for dem.  
Og ikke længe efter faldt de i søvn.  Det var mange indtryk på en gang.

Hvalpene bliver chippet torsdag den 23.3.2017.

Vi har haft besøg i dag og hvalpene har fået nyt legetøj, som de er meget glade for.  Diva var også interesseret, men hun er for hård ved det, så hun fik et nej.

De har også hygget sig med at "læse avis" her til aften.  Den er splittet i mange små stykker.

18.3.17

I morges vågnede vapserne først kl. 6 og blev lukket ud.  De er sultne og bruger ikke meget tid udenfor på dette tidspunkt.  De skal bare tisse af og så er de klar til morgenmaden, der nu består af ren tørkost.  De gufler i sig - og når de efter nogle minutter begynder på deres "krigsdans" - render rundt om sig selv - går baglæns - søger ud i hjørnerne - er de klar til at blive lukket ud igen.

Når hele flokken er vel inde igen, falder der igen ro over huset - hvalpene falder omkuld og sover - og det gør vi andre også (mere eller mindre).

Efterhånden som hvalpene forstår, at Diva ikke mere er interesseret i at give dem mælk, opstår der et mere afslappet forhold mellem mor og børn.  Diva lægger sig ind til dem (på maven), de kravler rundt på hende, og hun giver dem nogle kærlige slik.  Det er det samme, når de er ude i haven - de leger mere sammen.

Ved morgenmaden gik HVID til skålen og tog så mange i munden, han kunne have - gik hen til et fredeligt sted - spyttede dem allesammen ud igen - og lagde sig stille og roligt ned og spiste.

Jeg har samlet deres legetøj i en klodskasse, som de lægger sig op i for at finde noget at lege med.

De drikker oceaner af vand - vandskålene bliver fyldt op mange gange om dagen.

Vi har haft besøg af to erfarne kennelmødre i dag.  Deres vurdering var, at det er et fantastisk flot kuld, som vi kun kan være stolte af.  De er meget ens

17.3.17

Der har været tryk på i dag. 6 utætte hundehvalpe - aviser i kassen, der var sjovere at bide i småstykker og æde - eller sprede ud over hele gulvet - fremfor at bruge dem som toilet.  Aviserne blev fjernet fra kassen og jeg lagde et tæppe derind i stedet for.  Jo, det var da meget godt til at tisse på, men det store?  Nej det blev lagt på gulvet uden for kassen.  Jeg lagde aviser ind igen og tapede dem fast til underlaget.  En ny udfordring for hvalpene, der straks begyndte at bide og rive og flå i tapen.  Nu har jeg fjernet tapen og håber nyhedens interesse hurtigt fortager sig.  Det er bestemt ikke sundt at spise tape.  Og hvorfor al dette postyr.  Jo, det regner!

Hvalpene har været ude én gang i dag i regnvejr.  De var meget længe om at tage sig sammen til at komme ud - men så gjorde de det, de skulle og kom ind, da jeg kaldte.  Men de var meget våde og måtte tørres godt. 

Og hvad har man så lært af det?
Små hvalpe kan godt tåle at blive våde.  De skal bare tørres godt, fordi de endnu ikke har dækhår, der skyr vandet.
Og - det er hurtigere og bedre at lukke hvalpene ud (og tørre dem bagefter), end det er at rydde op efter dem inde.

16.3.17

De små er lidt mere sultne om morgenen nu, når Diva ikke orker at give dem så meget mælk.  Så de har fået tørkost i morges ved 5-tiden - og blev lige lukket ud til en hurtig tisse-tur.  Der er en hel pibekoncert fra hvalpene om morgenen.  Man kan umuligt sove fra det.

Jeg vakler noget søvndrukken ind til dem og bliver mødt med glade bjæf fra nogle små hunde, der kæmper for at komme først til og få et knus.  De står allesammen på bagbenene op ad hegnet. Og så kan man jo ikke blive andet end glad.  De er simpelthen så dejlige!  Jeg glemmer helt, at jeg blev vækket af min søde søvn.

15.3.17

Hvalpene kan ikke lide, det blæser så meget.  De er ude i kort tid og står så indenfor i døråbningen og kigger ud.

Diva er ved at lukke ned for mælkebaren.  De små forsøger, og forsøger - men bliver brutalt afvist af en snappende Diva.  Hun er ikke forhandlingsvenlig med hensyn til mælkekvoten! 
Det er ikke noget problem - de kan sagtens klare sig uden.  Det er kun for hyggens skyld - men når Diva ikke synes, det er hyggeligt, må det stoppe - og tidspunktet er meget passende her et par uger før afrejse.  

14.3.17

Ja, så er de blevet 6 uger!

De knaser tørkost, så det er en lyst at høre på.
Der er kommet noget mere "krudt" i rumpen på dem.  De har næsten ikke tid til at ligge stille og hygge i arm, ihvertfald ikke, når de er oplagt til leg.  Men de kan alligevel dysses ned og de er alle nogle kælepotter.  Jeg får mange "nøs" hver dag!  Det er herligt at være "kennelmor".Cool

Skamlen bliver brugt som afsæt for flyverspring ned i puderne - oven på en af de andre legesyge hvalpe.

De bider hinanden i halerne, så lakken forsvinder.  Og de er så ens, så jeg er nødt til at give dem en ny gang lak. 

Nu har jeg taget "en million" billeder af hvalpe, der absolut ikke kan stå stille, men jeg finder forhåbentlig 6 stk, der kan bruges som portrætter.

Når hvalpene bliver lukket ud, kommer Diva altid efter via "agility-banen".  Nu smutter Daisy let og elegant efter.  

De har fået en ekstra vandskål - de drikker utroligt meget.  Hellere flere små skåle, end en stor og dyb.

13.3.17

GRØN og LILLA har trukket i bidetov sammen, så nu synes Diva vist, at de små er ved at være store nok til, at hun også kan lege med dem.  Hun er ihvertfald begyndt at hente legetøj ud til hvalpene.  Hun holder et bidetov helt hen for næsen af de små og inviterer dem til at trække.

Diva er også begyndt at fjante rundt med Daisy.  Det kan være ansvaret ikke hviler så tungt mere.  Det er dejligt at se.

Happy House er blevet indtaget af de små.  De sover inde i det, og tæt omkring det, slæber legetøj derind - og bider og rusker i min nye dørkarm.  Den får ikke får lidt!

De får nu kun tørkost til morgenmad.  Jeg har strøet det ud over gulvet og tæppet, så de kan gå og "græsse".   De har også fået det serveret i små skåle, så de vænner sig til det.

De er nu ude mange gange om dagen.  De er rigtig gode til at holde græsset nede.  De bider totter af og tager dem med indenfor.

De kommer nu i samlet flok, når jeg kalder på dem - og det er flere gange lykkedes mig at lukke dem alle seks ind - samtidig!Cool  Det har jeg ikke kunnet med de andre kuld.  Men det er det, jeg altid har sagt:  Diva har opdraget sine børn efter "kæft, trit og retning"-metoden - og de er ikke så selvstændige - endnu.

Der er lagt fotos ind i uge 5-6.

Vi havde godt nok tændt lyset i havestuen og i køkkenet, men det var mørkt udenfor.  Vi var spændt på, hvad hvalpene ville sige til det.  Men de myldrede bare ud lige så snart, døren blev åbnet efter de havde spist aftensmad.  De står nu med snuderne mod ruden og vil ud lige så snart, de er vågnet.  Det kommer an på vejret, hvor længe de er ude ad gangen.  De bliver lukket ud igen, når de har spist.  Der er hurtig gennemgang.  Der går ikke mange minutter fra den sidste mundfuld er sunket, til trangen melder sig i den anden ende.

Hvalpegården er ikke mere deres ønske-opholdssted, medmindre de skal spise eller sove.  Udenfor i haven er det bedste, men køkkenet kan også bruges.  De har hidtil søgt ind i indhegningen hver gang, de er trætte og lægger sig til at sove.

12.3.17

Det har været frost i nat og der var rim på græsset i morges, men det generer ikke "store ånder" - og små hvalpe.

Vi har tilpasset en af selerne, og RØD har som den første - og mindste - afprøvet den.  Den sidder perfekt.  Hun virkede ikke synderligt generet af den, mens hun løb rundt med den en halv times tid.  Diva var mere bekymret - hun skulle lige tjekke, hvad det var - men blev beroliget, da jeg tog den af, og hun kunne undersøge den nøjere.

Daisy er blevet ret så glad for sine små, levende "pibedyr"/hvalpene.  Hun tuller rundt mellem dem og ser ud, som om hun er gået i lære som "mor".  Hvalpene er glade for hende og prøver at få kontakt.  De har nu accepteret, at hun ikke giver mælk.

Vi skal have mere plads i indhegningen indenfor.  Vi fjerner briksen og sætter en stol i stedet for, så Diva kan komme ind og ud.  Og så kommer "Happy House" ind.  Det er et hvalpe-tøjhus, som vi anskaffede til vores første kuld for 6 år siden.  Det er ved at være en saneringsmoden ejendom, men kan ved hjælp af nål og tråd nok holde dette kuld med.  Det kræver en gennemgribende renovering af "karmen" om hoveddøren, så de ikke æder "isoleringen".

De er blevet gode til at benytte enten kassen eller haven som toilet, men de er langtfra fejlfrie - endnu.

11.3.17

Det har været varmt og solrigt i dag - uden vind.  Man får helt sommerfornemmelser.  Hvalpene har været ude mange gange.  Vi har haft flere besøg.  Hvalpene er blevet nusset, beundret og sammenlignet til den store guldmedalje.

Når naboens hund gør, er der 6 små vapser, der lynhurtigt finder indgangen til køkkenet - og bliver der til de føler faren er drevet over.  Så kommer de lige så stille ud igen.  De har fået smag for at være ude og står ofte indenfor med forpoterne oppe ad døren og piber - ofte når de LIGE er lukket ind.

Charlie, Donnas søn af 2. ægteskab/Daisy's halvbror, kom på et kort besøg.  Charlie så ud til at føle sig hjemme - Daisy virkede ret glad for ham og de tog nogle ture rundt i haven (Charlie kan ikke følge med den vævre Daisy).  Hanhunde bliver altid modtaget med åbne arme af "de tre gratier", og han var også sammen med hvalpene ude på terrassen.  Han er bare så dejlig!

Gul vogter stadig på vandet og stikker poten i vandskålen i tide og utide.  Hun er meget behersket ift hvad vi har oplevet med "vandvogteren" i tidligere kuld.  Hun er også lidt af en akrobat, så jeg i dag.  Hun skulle sk... ude på terrassen - jeg stod parat med køkkenrullen (og ikke noget kamera), da hun lettede rumpen og fik den så højt op, at hun var ved at få overbalance - stod på to forben - og gik så 5-6 skridt på forbenene.  Hun kom let og elegant ned på alle 4 ben igen.

Jeg har lagt en ny video ind med Diva og de små.  Video G- 11.3. helle  

10.3.17

Da hvalpene kom ud i dag, skete der noget meget sjovt.  Solen skinnede - der var skygge henne ved døren, men fuld sol på den yderste del af terrassen.  ALLE hvalpene stoppede ved den skarpe grænse mellem skygge og sol - og ville ikke gå over!  Da de så deres mor gik over og hun lokkede med mælkebar, turde de pludselig godt - og siden var der ingen problemer.

9.3.17

For 3-4 nætter siden nægtede hvalpene at sove i kassen om natten.  Det foretrækker jeg ellers, da jeg så har mere styr på dem.  Diva støttede mig slet ikke i mit forehavende - tværtimod lagde hun sig i indhegningen, så de kunne se hende - men hun drillede dem ved ikke at gå ind til dem, medmindre hun havde mælkespænding.  De små hylede og skreg og forsøgte på alle måder at komme ud.  Det syntes jeg trods alt var lidt synd for dem (og farligt), så nu falder de omkuld et eller andet sted i indhegningen.  Det fungerer, som sædvanlig, godt.  Om morgenen, når jeg kalder på dem for at give mad, kommer de frem fra deres forskellige skjul - under briksen, under skamlen, bag puderne - det er så hyggeligt.

Når de sover i indhegninen er der ingen problemer.  Jeg har sat en træplade foran døren om natten, så der ikke er så koldt ved døren, hvor de foretrækker at sove.

Den lille skammel bruges nu flittigt af hvalpene.  De kravler op på den - trimler ned af den - og sover under den.

Når kassen nu ikke længere bruges til at sove i, har hvalpene udnævnt den toilet.  (Det har de tidligere kuld også gjort).  Så nu ligger der bare aviser i kassen og de er begyndt at gå derind, når de skal af med noget.

Nogle gange kan de slet ikke vente på, at jeg får lagt friske aviser ind, og går i kassen alligevel.  Det betyder IKKE, at de ikke sviner i hele "lejligheden" - det gør de også.

De er blevet gode til at hoppe ud på terrassen og videre ned på græsset.  RØD og GRØN var de første ude i dag, mens GUL som den eneste sad indenfor og betænkte sig.  Men pludselig kom GUL også ud - og helt ned på græsset - det var alligevel for spændende.  Nu ligger de alle og sover efter veludført arbejde.  Mit lille gartnerhold har samlet blade, fjernet mos og klippet græsset ned. Gravearbejdet har de udskudt lidt - men det er helt i orden for mig.Cool

LILLA havde lagt sig til at sove under skamlen - GUL ville lege og trak hende ud ved halen.

Om morgenen får de som det første lidt tørkost, mens jeg laver mad til dem.  Ved de næste måltider får de tørkost spredt ud over gulvet efter de har spist det, jeg har lavet til dem.  Så er jeg sikker på, at de alle får det, de skal have - og de sultne kan så bruge ekstra kræfter på tørkosten.

8.3.17

Hvis vejret er til det, forsøger jeg at lukke dem ud når de har sovet og spist.  Problemet er bare, at de ikke er synkroniseret - endnu - og vejret er ikke til at stole på.

De er så småt ved at finde ud af, at de godt kan tisse mm udenfor.  De får masser af ros, når det lykkes.  Første gang, de var ude sad HVID fortvivlet ude på terrasen, fordi han skulle tisse.  Efter et øjebliks småpibende betænkningstid, spurtede han indenfor og tissede der, hvor han var vant til at gøre det.  Det er denne væremåde, der lige skal ændres.  Men det er et godt tegn, at han kunne holde sig til han kom indenfor.Cool

Daisy søger nu selv ud i aflukket, når hvalpene er lukket ud.  De forsøger at få mælk fra hende.  Hun bliver slet ikke sur på dem, selv om de "omklamrer" hende.

HVID er altid den, der først kommer ud.  
GUL er noget skræmt af omgivelserne udenfor, men kan beroliges, når hun bliver taget op og vi sammen går ud i "den vide verden".

GUL kan nu nå at soignere sig selv.  
RØD holder sig lidt tilbage ved madskålen - går hvis nogen skubber til hende - så hun får sin egen skål, så spiser hun mere.
LILLA startede i går på at forsøge at kravle op på den lille skammel.  I dag tror jeg, det er lykkedes for dem alle at komme derop.
Ned kan man altid komme - det er bare et spørgsmål om hvordan - der er virkelig mange variationer.

7.3.17

5 uger - nu er den lille HVIDe blevet den tungeste.

Vi har haft alle 9 (lyder voldsomt) ude på terrassen inkl. mor og de to tanter.  Det gik fint.  Hvalpene er nysgerrige og går specielt til Daisy.  Nu har hun overvundet sin angst for dem og er meget interesseret.  Donna føler vist, hun har gjort sin borgerpligt overfor hvalpe, så hun er mere reserveret.  Diva tager det helt afslappet.  Hun kan godt lide, der er lidt mere udenomsplads, så hun ikke hele tiden bliver "overfaldet" af dem alle 6.  De tullede rundt og undersøgte terrassen.  SORT syntes, der skulle ryddes lidt op, så han samlede visne blade.

Daisy har benyttet lejligheden til at nappe den lille tennisbold, jeg havde givet hvalpene.  Hun tager den med ud i haven - går op på den lille vold og lader bolden trille ned - samler op - smider igen - lader den trille.  Hun hygger sig - og hun får lov til at beholde den.  Det er det første stykke legetøj, hun har fået lov til at beholde for sig selv.

Jeg har mærket dem op på undersiden af halen - den, de nu vender opad - så det er nemmere hurtigt at se, hvem, der er hvem.  RØD var den mest utålmodige.  Det lykkedes hende at vifte med den våde, røde hale, så hun er blevet mærket flere steder.  De andre sad tålmodigt, mens jeg pustede på lakken, så jeg var en besvimelse nær.  LILLA var her den roligste.  De var trætte efter de nye indtryk fra turen på terrassen.

Hvalpetræning er ikke altid lige nem at få tilpasset hvalpens alder.  Her i Roskilde starter hvalpeholdene jan. og aug. - dur ikke.  Flere må gå til træning de første gange uden hund.  Man skal ikke altid vente til holdet bliver opslået.  Ring til træneren og forhør dig om, hvornår næste hold starter og bliv skrevet op.

Kuldet er nu blevet registreret i Dansk Kennel Klub.

De har nogle sylespidse tænder, som hænger fast i strømpesokkerne, så nu husker man de bløde sko, når man går ind til de små.

Solen skinner varmt her til eftermiddag, og de små kom ud igen.  Det var en større succes.  HVID er som sædvanlig den modigste og GUL og RØD de mest tilbageholdende.  Hvid kom helt ned på græsset - og kunne selv klatre op på terrassen igen - flot klaret!  Når de er kommet væk fra de andre, eller får et andet problem, piber de højlydt og en af deres mødre kommer farende (Diva eller mig).  SORT har samlet flere blade, som han tager med indenfor.  Han er god til at lære fra sig, for GRØN havde også samlet.

6.3.17

De leger mere med den tørkost, der bliver spredt ud på gulvet, end de spiser den.  De tager de enkelte stykker i munden, sutter lidt på dem, spytter dem ud, tager dem i munden igen og dribler lidt rundt med dem.  De giver også til hinanden!

De små havde smidt nogle stykker i vandskålen, så de blødte helt op - og Diva fandt dem, selv om de lå helt nede på bunden.  Det er utroligt så god en lugtesans, de har.

5.3.17

Enten er det VÅDT eller også blææææser det.  De små har ikke rigtig mulighed for at være ude.

Vi har haft besøg igen i dag og Diva er træt.  Hun skal se folk an, hun skal passe på sine børn og hun vil gerne kæles for.  Hun har taget sig en skraber inde i stuen og vi har benyttet lejligheden til at få Donna og Daisy lidt tættere på hvalpene.  Donna kom med et pibedyr, som hvalpene syntes var alletiders legetøj.  Donna sagde ikke noget til, at de løb med det.  Daisy kom lidt tættere på.  På et tidspunkt stod der tre hvalpe, der prøvede at kravle op på hende.  Hun sagde ikke spor til det.  Hvalpene opførte sig pænt tilbageholdende og høfligt.  De logrede med halerne og nussede næser med "tanterne".  Som sædvanlig var det kun GRØN, der brummede lidt ad de store. 

4.3.17

De kom endnu et lille smut udenfor - nogle af dem.  Vi fik Diva til at føre an, men alligevel var de yderst forsigtige.  Den der kølige vind var de ikke meget for.

De spiser stadig godt af mit hjemmelavede mix af pulveriseret tørkost, vand, A38 og torskerogn - men når der bliver serveret hvalpe-mousse fra dyrlægen er de helt vilde - og så træder de 2 herrer i karakter og forsvarer deres mad ved at spærre for de andre og brumme ildevarslende.  Det skal de lige vænnes af med!  Må vi bede om lidt madro!

Udviklingsmæssigt er de meget ens.  Vægtmæssigt er de splittet lidt op.  SORT og RØD vejer mindst og der er lidt afstand til de øvrige, hvor vægtene snor sig om hinanden.  Om natten taber de alle10-20 gram.  Undtagen GRØN, der flere gange har taget på i løbet af natten! Kuldets mælkedranker?

Nu ligger de alle på deres yndlingspuder ved døren.  Pludselig er der en, der rejser sig -  går hen på gulvet - tisser - og vender tilbage til den lune soveplads.  Det er meget sjældent, der bliver tisset på puderne.

3.3.17

De er kommet på lidt af en opgave - tørkost for første gang.  Jeg ved godt, de er for små til det, men de lærer det jo ikke, hvis ikke de prøver - og det gør de!  De tager en i munden  - sutter på den - spytter den ud - prøver igen - går afsides med den - prøver igen.  De er ret ihærdige, men det er ikke lykkedes i denne omgang.  De har lagt sig til at sove.

Efter søvnen vågner de op og går søgende rundt for at finde nogle tørkost'er - men Diva har selvfølgelig ryddet op efter dem.

Hvalpetunnelen er sat ind til de små, hvor RØD og LILLA straks undersøgte den og kravlede ind i den.  Det generer dem ikke, at den ruller lidt rundt med dem.

2.3.17

Nu hygger de sig med at soignere hinanden.  De lægger sig helt stille til rette - fuldstændig som når Diva vasker dem - men de går en del blidere til den.

RØD førte an med at bide i et hjørne af håndklædet og slæbe af sted med det.

Det er lykkedes for alle - tror jeg - at kravle over ét bræt i kassen og nogle er begyndt at hænge i armene over 2. bræt, så om natten bliver hegnet nu lukket, så vi ikke risikerer at de render rundt i hele den ene halvdel af huset. 

Det var rimeligt tørt, og solen skinnede, så de små har været et lille smut udenfor, men det var ikke nogen succes.  Kun SORT valgte at gå en lille tur på terrassen, men vendte hurtigt tilbage til de trygge rammer indenfor.  Jeg stod udenfor og lokkede og kaldte, men det var ikke nok til at de turde gå ud. 

Frk. GRØN "sætter sig" nu, når hun skal tisse.  frk. RØD spreder bagbenene.  Alle de andre står op.  Diva har altid sat sig - Donna står op.

1.3.17

Der sker så meget lige i øjeblikket, så jeg næsten ikke kan nå at skrive ned i dagbogen.  

Vi er ved at komme ind i en fast gænge, hvor de små bliver lukket ud i indhegningen om morgenen, straks går ud og tisser, hvorpå de er klar til at få dagens første måltid af mig.  Det er super-ærgerligt, at vejret er så vådt - ellers kunne de begynde at komme lidt ud nu.

Efter de har spist, laver de nogle små fine faste "skiderikker", der er lige til at samle op med køkkenrulle og smide i toilettet.  Så falder de små helt omkuld og sover med det samme, hvorefter jeg bærer dem ind i "seng"  i kassen.

Når de vågner næste gang, fjerner jeg de 2 bræt, og de myldrer ud - og tisser.  Så går den vilde jagt rundt i aflukket.  De er blevet dygtige til at stå fast på det glatte gulv.  Vi leger og pussenusser lidt,  så kommer Diva med mælkebaren og de trimler omkuld igen.  HVID holder sig som regel ikke så længe vågen som de andre.  Han dabber lige så stille ind i kassen og lægger sig til at sove, når han har spist.

Så vågner de igen, bliver lukket ud, tisser, leger lidt, får mad, sover og .........

Det virker lidt ensformigt, men de er bare så dejlige og sjove, og de udvikler sig dag for dag.  Der sker hele tiden noget nyt.

Nu er kindtænderne også ved at bryde frem, så om nogle få dage kan vi prøve med lidt tørkost - som slik.

28.2.17

De små er nu blevet 4 uger og halvdelen af tiden hos os er gået.  De bliver sjovere og sjovere.

De to største har rundet 1 kg.

Morgenmaden i dag var tilsat lidt torskerogn - det var altså også godt!  De første tænder er godt nok brudt igennem - men det er kun fortænderne i overmunden.  Der går lige lidt tid, før de har fået kindtænder og kan begynde at knase tørkost.

De har alle fået klippet klør i dag.  GRØN var som en sæk lopper - LILLA og SORT var de nemmeste - og HVID og RØD var rimelige.

27.2.17

HVID's tænder er nu brudt igennem.

De tager nu godt på i løbet af dagen, hvor jeg giver dem 3 måltider.  Om natten taber de sig lidt.  Jeg ved ikke, hvor mange gange i løbet af natten, Diva ammer, men der er ingen tvivl om, at hun giver dem det, hun kan.

Daisy er MEGET interesseet i de små og står eller ligger meget tit lige uden for hegnet.  Diva siger ikke noget til det, men så snart de små kommer for tæt på hegnet, bliver Daisy bange, gør forskrækket og løber lidt væk - et øjeblik efter er hun der igen.  I starten gik Diva hele tiden ind imellem hvalpen og hegnet/Daisy for at fortælle Daisy, at hun skulle holde afstand.

I går var det LILLA, der hele tiden skulle give sit besyv med.  I dag er det SORT, der er meget utilfreds med at være lukket inde.

Diva er mange gange henne og kigge i kassen, selv om det ikke er mad-tid.  Hun tjekker lige, om der er rent og pænt.

Når de små hvalpe er utilfredse, hjælper det at tage dem op og sidde og nusse.  Så bliver de beroliget.  De kan godt lide at putte og den lille, røde stofkurv er nu lagt ind i kassen.  Den blev straks taget i besiddelse af d*herrer SORT og HVID, der faldt i søvn i den.

Frokosten i dag bestod af en menu med 2 retter - serveret samtidig.  Det sædvanlige hvalpefodermos og moset hytteost med lidt vand.  Der var ingen tvivl om, at hytteosten var nr. 1.  Selv om hvalpene ligger og døser i kassen vågner de op, når de kan lugte maden.

26.2.17

Tænderne er nu brudt igennem hos dem alle - undtagen HVID.

De elsker deres måltider uden for kassen og tager rigtig pænt på.  De er begyndt at sætte rigtig meget pris på at komme uden for kassen.  De står indenfor og strækker sig så langt de kan for at kunne kigge ud over kanten - samtidig med, at de larmer!

Vi har haft hvalpebesøg i dag, hvor de besøgende næsten ikke kunne løsrive sig fra vapserne og kom lidt hurtigt ud af døren.  Mon de nåede bussen?

De er nu blevet flinke til at drikke vand selv.

25.2.17

Endnu et besøg af en hvalpekøber-familie.  Diva tager det stadig afslappet og viser glæde overfor de besøgende.  Donna og Daisy charmede sig også ind.

Hvalpene har nu i et par dage fået 2 måltider fast føde om dagen.  I dag starter vi på 3 måltider om dagen - udover Divas mælk.

Diva er begyndt at blive LIDT pirrelig, når hvalpene vil have en ekstra tår - men hun ammer troligt (når det passer hende) i både liggende, siddende og stående stilling.  Hun er en fantastisk god mor.

Her i eftermiddag fik vi besøg af Charlie, Donnas søn af 2. ægteskab (D-kuldet).  Selv om det er sjældent, de ser hinanden, var der gensynsglæde hos hundene.  Selv Diva, som Charlie havde umådelig respekt for, mens han boede "hjemme", var glad for at se ham. Diva er helt tryg ved ham - det generede hende ikke at amme, mens Charlie interesseret kiggede på.  

24.2.17

De går nu rimeligt sikkert på det glatte gulv, selv om det hænder, de skrider ud og går i spagat.  Det generer dem ikke - de går på med krum hals.  De søger stadig ud til kanterne, når de er i "kravlegården".  De store puder ved vinduet er gode at gemme sig bag - og Divas skammel kan også bruges til at kravle ind under.

De har prøvet at drikke selv.  De skal nødes, og så prøver de at smage på vandet.

Det kan ses på vægten, at de nu er begyndt at få fast føde som supplement til Divas mælk.

Den mindste lyd får nu de små til at reagere.  
Når hundene gør i den anden ende af huset,
når havedøren åbnes og knirker,
når man kommer til at skubbe til brættet på kassen
- og når man synger.  
Om natten vågner jeg tit ved, at der er en højrøstet pludren fra kassen, når Diva er kommet på besøg med "diner transportable" til de små.

Vi havde beøg af en dreng (med hvalpekøber-familie), der udover at nusse hvalpene gav sig tid til at lege med de voksne hunde - til stor glæde for alle parter.

Om eftermiddagen kom genboen på besøg med et barnebarn.  Det er godt for hvalpene at få besøg af så mange forskellige mennesker som muligt.  Det fremmer socialiseringen.  Og alle folk "falder i svime" over vores dejlige vapser.

23.2.17

Vapserne er blevet rigtig dygtige til at logre med halen.

Den faste føde består her i starten af pulveriseret tørkost slemmet op i kogende vand - og afkølet.  Så vænner de små sig til lugt og smag af den kost, de skal have det første års tid.

Brættet blev fjernet fra kassen og de små kunne frit gå ud i "den store verden" i indhegningen.  Det var altså meget farligt!  HVID var den første, der tog mod til sig og dumpede udenfor.  Dernæst kæmpede GUL for at kome over forhindringen, men hun måtte opgive - hendes tyngdepunkt (tykke mave) sad lige i midten, så hun sad fast på kanten og kunne hverken komme frem eller tilbage - hun endte med at dumpe tilbage i kassen.  Så kom LILLA og SORT godt over.  GUL forsøgte igen - og fik lidt hjælp.  RØD og GRØN sov fra det hele og måtte bæres ud.
Udenfor ventede DIVA med et let mælkemåltid som stående buffet.
Diva blev lukket ud, og der blev serveret fast føde.  Lige som i går kastede de sig over maden.  Især HVID - han vogter over maden, træder helt op i tallerkenen for at skubbe GUL væk - han er meget ihærdig.  Efter vel overstået måltid trimlede de omkuld og faldt i søvn liger dér, hvor de var - og blev båret i "seng" i kassen, så de kunne sove uforstyrret.

Det er nu konstateret, at de også kan komme af med det store uden Divas hjælp.  Det ser så sjovt ud, når de forsøger at holde balancen på de 2 forben, samtidig med at de løfter bagkroppen og kun støtter på bagbenene.  
Hidtil har Diva passet sine børn alene.  Nu kommer jeg mere ind i billedet med mad og rengøring.

ØV Mit kamera strejker - kan ikke focusere/blitze.  Må nøjes med mobiltelefonen, til jeg finder en løsning.

PS - problemet er løst.  Jeg har en meget resolut ægtemand.  Jeg skal bare lige vænne mig til et nyt kamera - jeg øver mig!

22.2.17

Hvalpene sover langt den meste tid, men når de er vågne, er de blevet mere mobile.  
De ligger ikke altid ned, de sidder mere op og går rundt mellem hinanden.  Når de lægger sig til at sove, opsøger de tit en søskende, som de kan ligge ved siden af - eller oven på.  
I dag var der to af hvalpene, der sad og "kyssede" hinanden.  De begynder at blive mere bevidste om de andres tilstedeværelse.

De har lært at tisse uden at blive stimuleret til det af Diva.  De stiller sig op, koncentrerer sig meget - og tisser.  Derefter vrker de helt overstadige og kommer med noget, der kan tolkes som et udråb: "Jeg gjorde det!  Jeg kunne!"

Hvalpene har fået fast føde for første gang.  Og jeg som troede, de skulle lære at spise det - næ nej, det kunne de skam udmærket finde ud af selv.  Maden blev serveret - de kastede sig over den - og væk var den.  Det gik stærkt.
Når hvalpene har spist, bliver Diva lukket ind og får lov til at slikke resterne.

21.2.17

I dag er hvalpene 3 uger og der kommer opdatering på "Data"-fanen.

De har fået deres første ormekur sammen med Diva. 

Vi har haft hvalpebesøg i dag.  Det gik rigtig fint.  Diva var ovenud glad for at se nogle kendte mennesker og var afslappet overfor både Donna og Daisy, der kom på besøg i indhegningen.  Donna har for første gang vist interesse for hvalpene.  Hun skal nok blive en god tante.

Hvalpene har været ude og gå uden for kassen - de er blevet nusset og fotograferet til den store guldmedalje.

20.2.17

GUL har nu en enkelt gang forsøgt at gø.  Det virkede på Diva, der kom farende for at se, hvad der var sket.

Diva passer stadig sine børn upåklageligt, hun ammer dem, holder rent om dem  og slikker dem, så de kommer af med det, de skal - men hun er også begyndt at give dem et kærligt slik på hovedet, når hun bare kommer forbi dem i kassen.

De små har prøvet at være uden for kassen.  De kan ikke stå fast på det glatte gulv, men det går fint på et tæppe.  De elsker at ligge i hjørnerne af kassen og styrer måske derfor ud mod væggene.  Der skal ikke være flere på "fri fod", end der er personer til at hygge/nusse med den enkelte.  Ellers ender det med, at man ligger på maven inde under briksen for at fiske hvalpene ud.

RØD og HVID har 3-doblet deres vægt.

19.2.17

Diva er nu begyndt at amme stående og de stakkels små står på "det sorte af deres negle" for at kunne nå op til mælken.

Reelt er det nu sådan, at Diva snuser rundt i kassen og tjekker at alt er OK - og så benytter hvalpene sig af lejligheden og forsøger at snige sig til en mælketår.  Diva ammer stadig i siddende eller liggende stilling.  Men når hvalpene bliver større, vil hun oftere amme i stående stilling - og det er nok det, hun er ved at forberede dem på. 

Ved vejningen her til morgen forsøgte LILLA at komme ud af klodskassen.  Jeg skulle lige se, hvor langt hun kunne komme, før jeg stoppede hende, da hun hang i armene.  Hun kan åbenbart sagtens forcere denne højde.  Hun er vist nu, med 2 udbryderforsøg, udnævnt til kuldets udbryder-dronning.

LILLA har i dag tre-doblet sin fødselsvægt - det gjorde GRØN for 2 dage siden.  Normalt er vægten 3-doblet i løbet af de første 3 uger, men det er et stort kuld, og så tager det lidt længere tid.  Det er flot, at 2 hvalpe nu har nået "målet" - og ugen er jo ikke forbi endnu.

18.2.17

Her til morgen lå de alle og sov sødt i kassen efter deres morgenmåltid, da der åbenbart skete noget udenfor, som absoliut skulle kommenteres af de 3 voksne hunde.  Lige pludselig vågnede hvalpene op til dåd og sad vagtsomt lyttende - så nu kan de også høreCool

Vi kiggede dem i ørerne i går, og blev enige om, at der vist ikke var hul igennem - men det er der altså nu!

Henrik har klippet klør på de sidste fire vapser.  GUL var den roligste, LILLA og HVID tog det pænt, mens GRØN vred og vendte sig og højlydt gav sit mishag til kende.

Lågen til indhegningen var åben, mens Henrik klippede - og Donna benyttede lejligheden til at komme indenfor og tjekke klipningen, mens Diva lå i kassen.  Diva sagde ikke noget til det.

17.2.17

Man er aldrig i tvivl, når man tager SORT op.  Han omklamrer altid ens fingre og holder fast.  Hannerne er de roligste i kuldet.  De er tilfredse, når bare de kan få noget mad og sove bagefter.Vinker

Tøserne er mere livlige.

SORT og RØD har fået klippet negle i dag uden problemer.  Daisy syntes, det så så spændende ud, at hun forcerede "agility-banen" og pludselig stod på briksen bag Henrik og kiggede på.  Diva opdagede det ikke - og jeg tror faktisk ikke hun vil blive rigtig vred nu.  Hun tager det hele forbavsende roligt.  Men vi skyndte os alligevel at få Daisy fjernet.

16.2.17

Alle hvalpene har nu fået øjne.  Det er en fantastisk ændring!  Den ene dag står man og kigger ned i kassen til nogle "sovende" hvalpe - og den næste dag bliver man mødt af 6 par mørke øjne.  Det er bare så skønt!

Det kan godt være, de ikke er så gode til at focusere endnu, men der er ingen tvivl om, at det er blevet lettere for dem at finde taphanerne i mælkebaren.  De render ikke mere så søgende rundt.

Diva og Daisy knaser is ude i haven som vi andre kan knase bolcher.  De elsker det.  Det har været meget harmløst, men nu er Daisy begyndt at tage isstykker med ind, så hun kan ligge og knase is under sofaen eller andre steder.  Det forklarer så også de våde pletter rundt omkring - det er bare smeltet is. 

15.2.17

Nu står de i kø for at få lov til at slå øjnene op.
I morges havde d'herrer SORT og HVID fået øjne - og her til aften kunne både frk. GRØN og frk. GUL slå smut med øjnene.

Jeg tror nu ikke, de kan registrere ret meget.  Vi holder igen med det skarpe blitzlys, så det ikke generer dem.

Selv om vapserne er så små, har de utroligt mange kræfter, når de forsøger at vride sig fri.  De har små tykke maver - er blevet faste og dejlige at tage op og nusse med.  De er ikke så meget for at ligge på ryggen, men det øver vi, så vi får nogle afslappede, tillidsfulde små hunde.

Der er lagt et par små video-klip ind fra den 12.2.17.

14.2.17

Så er hvalpene 2 uger gamle og den første fjerdedel af deres tid hos os er allerede gået.
Tiden går så hurtigt her, men sikkert langsomt for jer, der går og venter på at få en lille hvalp hjem.

De kan stadig hverken høre eller se, så disse første 14 dage er gået stille og fredeligt.  De bliver mere og mere mobile.  De er alle næsten helt oppe på alle fire ben, hvor de stolprer rundt det bedste, de kan.  Det ser lidt vakkelvornt ud, men det er dog ganske effektivt!

Jeg har skrevet vægte ind under "Data" og indsat portrætfotos.  De er svære at fotografere, fordi de kaster hovedet fra side til side i håb om at ramme en brystvorte, så de kan få noget mad.

Det er meget sjovt at se, hvordan vægtene ændrer sig.  GRØN, der var født som den mindste, er nu den største - og SORT, der var født som den næststørste, er nu den mindste sammen med RØD.  Det kan nå at ændre sig mange gange indenfor de næste uger.  Nogle fortsætter som "mælkedrankere", mens andre klart foretrækker fast føde, når den tid kommer.  
Størrelsen på den voksne hund er genetisk bestemt, og man kan ikke slutte noget udfra fødselsvægten - siger "de lærde".

Her fra 3. leveuge skal Diva have 3 gange daglig foderration for at kunne producere nok mælk.  Hun har alligevel tabt sig og vejer lidt mindre, end hun gjorde, da hun blev parret.

LILLA har nu fået øjne - SORT har en lille sprække, der glimter sort, så om et par timer er de sikkert helt åbne.Cool

13.2.17

I dag har RØD fordoblet sin fødselsvægt.

Nu varer det ikke så længe, før de får øjne.  Et par dage før, kan man se en lille, bitte sort "streg", der åbner sig til en smal spalte - og så -pludselig - åbner øjnene sig helt.   

12.2.17

Der er lagt lidt billeder ind under 2. uge.

De små sover nu længere tid ad gangen og Diva benytter lejligheden til også at hvile sig andre steder end i kassen og lige ved siden af.  En del af natten tilbringer hun under min seng, men lige så snart der lyder det mindste piv fra kassen, er hun der.

Så har HVID, GUL og LILLA også fordoblet deres fødselsvægt.  Det tager lidt længere tid, når de er 6 om mælken, end ved et lille kuld.

11.2.17

SORT er kommet op på alle 4 ben.

Det er "Store negleklipningsdag" i dag - og hvalpene har fået klippet klør for første gang.  Kløerne er sylespidse og kan rive Diva, når de ligger og dier.  Det er nogle ret livlige krabater, der skal holdes så fast, at man kan se, hvad man laver - og samtidig så løst, at man ikke klemmer dem.  Vapserne synes ikke, det er så sjovt at blive jongleret rundt med, men de falder helt til ro, når man holder dem tæt og lige så stille sidder og nusser dem bagefter.

Alle hunde har fire klør på forpoterne og en vildtklo, der sidder lidt højere oppe ad benet.  De har også fire klør på bagpoterne  - og nogle hunde har også ulveklør, der lige som vildtkløerne sidder lidt højere oppe.  Divas mor har ikke ulveklør, men det har hendes far.  Diva har én ulveklo - på det ene bagben.  I dette kuld har 3 af hvalpene ulveklør, SORT, HVID og LILLA.  Det betyder ikke spor - der er bare en ekstra klo at klippe.

Så længe, en af os befinder sig i køkkenet, er der nu fri adgang for de voksne hunde - og de spiser samtidig i køkkenet, som de plejer at gøre.  Om natten er døren lukket, så Diva kan slappe af og koncentrere sig om at amme.  Det er dejligt, at vi så hurtigt kommer ind i normal gænge og ikke hele tiden skal sluse sig ud i køkkenet.

10.2.2017

GRØN har her til morgen, som den første, fordoblet sin fødselsvægt og vejer nu 410 g.  Da hun var den, der vejede mindst ved fødslen, har hun haft den korteste vej til fordoblingen.

De små er begyndt at bruge benene lidt mere, men de har altså svært ved at få lettet deres maver fra underlaget.  De må vist til at træne lidt "armbøjninger".  Nå - nej.  Det dur jo heller ikke, når "armene" er for korte endnu.

Deres pels er blød og lækker som plyds - og de bliver nusset tidligt og silde.  Man kan simpelthen ikke gå forbi kassen uden lige at skulle kigge og røre - hvis de er vågne, kan man også tage dem op.Cool

Henrik er i fuld gang med sit socialiseringsprojekt med Donna og Daisy.  De har nu begge været ude i køkkenet flere gange - både i går og i dag.  Diva er meget på vagt, men Henrik har MANGE guffer i lommen for at aflede, hvis det skulle blive nødvendigt.  Vi har fjernet den lille trappe i "agilitybanen", så Diva skal hoppe direkte op på stolen for at komme ind til vapserne.  Så er det ikke så fristende for de andre at komme for tæt på.
Diva tager det efterhånden ret afslappet.  Hun har lige været ude i haven, mens de andre var i køkkenet sammen med os.

9.2.2017

Hver gang Diva hopper op i kassen, bliver hun budt velkommen af små "tørsvømmende" vapser.  Det er utroligt så hurtigt og sikkert de små finder frem til maden.  De finder frem ved hjælp af lugtesansen og varmen fra Diva.

Mens de spiser, sørger mor Diva for at soignere dem lidt - se
Video G - 9.2. vask  

Om torsdagen er Henrik til træning med Donna og Daisy og Diva får en lang tur og mulighed for at lege alene i haven - sammen med mig.  Der er 10 cm sne i haven og meget af legetøjet er forsvundet under sneen, men det lykkedes da at finde en enkelt bold at kaste med.  Sneen i dag har en beskaffenhed, der gør, at der dannes små snebolde i pelsen og mellem tæerne og trædepuderne.  Diva humpede rundt, indtil jeg fik fjernet sneen - og tørret hende, så hun ikke slæber så meget kulde og væde ned til de små.

8.2.2017

I hvalpenes første leveuge har Diva dagligt fået 1½ gang sin sædvanlige ration.  I denne uge er hun oppe på det dobbelte.  Det går altsammen til mælkeproduktionen - hun bliver ikke tykkere.  Det eneste problem, jeg har med dette, er at hun skal ud på et eller andet ukristeligt tidspunkt i løbet af natten, så jeg er nødt til at stå op og lukke hende ud - vente på, at det passer "divaen" at komme ind igen - og lukke hende ind igen.  Heldigvis behøver hun ikke følgeskab.

Hvalpene ligger næsten altid i én stor klump eller ligger og dier.  Udover at man kan se, de er blevet lidt større, er billederne meget ens, så jeg vil samle lidt sammen og lægge på hjemme-siden fortrinsvis om tirsdagen.

Der er ved at komme lidt mere lyd på dem.  Det lyder nu lige som et dueslag - de "kurrer".  Jeg har lagt et par video-klip ind i dag.
Video G - 8.2.17 kur 
og   Video G - 8.2.17 bul

De er blevet for livlige til at ligge stille i den flade skål på køkkenvægten.  Nu kommer de i en klodskasse med høje sider - og på en større vægt med 10 grams interval.

7.2.2017

I dag er hvalpene blevet 1 uge gamle.
Data-siden er opdateret med vægte - senere kommer der portrætfotos.
Hvalpene er ikke så fotogene endnu, men det bliver de!

Når hvalpene går til mælkebaren er alle taphaner i brug.  Normalt har de nogle yndlingspatter, som de slås om, men dette kuld deles pænt om dem alle sammen.  Der er 10 at vælge imellem og kun de to forreste er ikke i brug.  Der er altid mest mælk i de bageste.

6.2.2017

Hvalpene ligger veltilpasse og "grynter", når de dier.  Det er så hyggeligt at lytte til.  De er endnu ikke større, end at de stadig kan ligge og die samtidig, men ofte vælger de at spise i hold, hvor nogle spiser og andre sover.  Det er bl.a. derfor, det er så vigtigt at veje dem morgen og aften, så jeg straks kan se, hvis en hvalp sover fra det hele og ikke får spist.  Det er der nu ingen fare for ved dette kuld.  De er næsten lige store og kraftige.

Diva har travlt mellem måltiderne med at slikke og nurse de små.  Hvalpene kommer ikke af med noget, medmindre de bliver stimuleret til det ved at blive slikket på maven.

Vi har sat hegn op mellem køkken og forstue, så døren kan være åben og de kan kigge til hinanden.  Der er respektfuld afstand til hegnet, men det gør, at Donna og Daisy fra stuen kan følge lidt med i hvad der sker i køkkenet.  De kan høre og se os og føler sig ikke så alene.

Diva insisterede på at komme ud til dem og løb gennem stuen ud i haven uden problemer.  Det er "salami-metoden", som vi har erfaring for virker.

Frk LILLA forsøgte at desertere fra kassen i dag.  Pludselig lå hun på gulvet foran kassen højlydt råbende om hjælp.  Der er en afstand fra tæppekanten på 12cm, så hvordan hun har båret sig ad, er en gåde.  Måske har de bare ligget i en hyggelig klump oven på hinanden tæt ved kanten - og så er hun trimlet ned.  Vi sætter et ekstra bræt ind, så det ikke gentager sig.  Det er aldrig sket før i så ung en alder - og vi har aldrig set vore tæver bære deres hvalpe i munden.
Jeg plejer at sidde fast forankret ved siden af kassen - og så går jeg alligevel glip af disse akrobatiske evner.

5.2.2017

Henrik er taget på jappertur med Donna og Daisy.  Jeg hygger mig herhjemme med Diva.  Vi har gået en, lidt længere, tur og leget med frisbee og bold i haven.  Diva har virkelig haft fart på og spurtet rundt.  

De små tager på, som de skal.  Deres små næser er så småt begyndt at blive sorte.  
Jeg har vist glemt at skrive, at de er blevet mærket med en lille klat neglelak på halespidsen, så vi - og I - kan kende forskel på dem.  Hannerne er SORT og HVID, mens pigerne er mere farverige.

Når der er én i kassen, der brokker sig højlydt, har jeg selvfølgelig kigget efter - og det har hver gang været den lille frk. GRØN.  Frk GUL er slughalsen, der hidtil har taget mest på, men frk. LILLA er lige i hælene på hende.  Det var hende, der fik AHA-oplevelsen ved flaske-sutningen, og bare tog fra.  

Vi har sat hegn for fødekassen, så de andre ikke forvilder sig direkte ind til hvalpene, hvis de af vanvare alligevel skulle komme i køkkenet.  Diva springer over gitteret ved hjælp af nogle trappetrin (fra campingvognen) og briksen.  Det er lige som de andre gange.  Vi kalder den "agility-banen.

4.2.17 Diva i haven med de andre tøser for første gang siden fødslen. Der er strøet lidt guffer for at aflede opmærksomheden.

4.2.2017

Vapserne tager fint på - også i løbet af natten.  Dejligt at Diva servicerer dem hele døgnet.

Vi har været ude og gå tur alle sammen og det gik lige så fint som i går.  I dag valgte Diva at gå en lidt længere tur, før hun hastede hjem til sine små vapser.

Lige da vi kom hjem benyttede vi lejligheden til at lukke dem ud sammen i haven - og det gik også rigtig fint.  Normalt har Diva stillet sig op mellem "sin" dør til køkkenet - og Donna.  I dag løb hun ubekymret ned for enden af haven sammen med de andre.  Hun viser heller ikke alle sine flotte tænder, når hun fra køkkenet ser de andre udenfor.  Det er helt fantastisk!  

Hun kan garanteret huske proceduren fra sidste gang, hvor hun blev lukket ind og ud af døren til køkkenet, mens Donna brugte havestue-døren.  Nu skal Daisy bare lige lære det.

 3.2.2017

Diva spiser og drikker meget mere end normalt for at kunne følge med afsætningen i sin mælkeproduktion.  Det betyder, at hun skal ud et par gange i løbet af natten, men hun er heldigvis så hurtig, at jeg næsten ikke når at vågne rigtigt op.

I går, da vi gav flaske, kunne vi se, at hvalpene kun havde et blødt sug i flasken, indtil de efter lidt pirren og pressen pludselig opdagede, at der kom noget ud af flasken.  Det var åbenbart en AHA-oplevelse, der gjorde, at de kunne få noget mere mælk fra Diva i stedet for at ligge og hygge-sutte.  Nu tager hvalpene godt fra.  Man kan høre, de synker, når de ligger og drikker.  Og nu tager de pænt på.  

Jeg tror, de er født lige den ene dag for tidligt, der gør, at enten Diva eller hvalpene ikke var helt klar.

I dag var vi for første gang ude og gå en lille tur med alle tre piger.  Det gik overraskende godt.  Diva vil jo gerne ud og lege med de andre, men tør ikke forlade hvalpene.  Når vi går væk fra huset er der ingen problemer, men hun halede mig godt nok hurtigt hjem igen.  Og løb straks ind til sine hvalpe ved hjemkomst.

Diva fælder sin brystpels, så det flyver om ørerne på hvalpene.  Det ligger som et ekstra uld-lag på tæppet i kassen.  Derudover har jeg klippet lidt i pelsen, så vapserne bedre kan komme til at sutte.

2.2.2017

Det er nogle lidt dovne og magelige hvalpe, vi har fået.  De synes, det er smadderhyggeligt at "knappe sig på" Diva, ligge og hyggesutte og så samtidig tage sig en lur under Divas varme pels-dyne.  
Hvalpene har tabt sig lidt her i starten, så vi har kick-startet sutningen med lidt modermælkserstaning på flaske - efter de har fået hos Diva.  Det fungerer godt.

1.2.2017

Det var en slapper-dag - så vidt, det kunne lade sig gøre.  De voksne børnebørn var lige over og hilse på.  De er de eneste gæster, der får lov til at komme på besøg de første 3 uger.  Diva viser stolt sine unger frem til dem, hun kender så godt.

Den store udfordring nu og de næste 2-3 uger er at holde hundene skarpt adskilt.  Donna og Daisy må under ingen omstændigheder forvilde sig ud i køkkenet, som er Divas domæne.  Så bliver de "slagtet".  De bliver lukket ud i haven i hold.  Donna og Daisy for sig og Diva for sig.

Diva vil gerne lege med de andre, men pludselig kommer hun i tanker om sine vapser .  Hun viser hele tandsættet og gør advarende bare de nærmer sig glasruden.  Det fatter de andre udmærket godt og holder sig væk.

Det undrer mig hver gang, at de små hvalpe er så mobile og at de kan finde frem til maden, når de hverkan kan høre eller se.  De maver sig i god fart hen over tæppet i kassen.

31.1.2017

Divas temperatur faldt i går eftermiddag til 36,7 grader.  Hele natten har hun været urolig og vil skiftevis ud og ind.  Hun kan ikke finde ro.  Da jeg ikke kan lade hende rende rundt i den bælgmørke have og få underlige ideer om at grave en hule til at føde i, har jeg jo måttet tage hende i sele og gå med hende.  Hvis naboerne har set mig, har de nok undret sig over min mundering:  Bare ben i sutsko, nattøj og frakke.  Vi var ude flere gange i løbet af natten.  
Man kan tydeligt mærke, at Diva er en erfaren trediegangsfødende.  Hele opblokningsperioden tog hun ret flegmatisk - udover at hun var urolig.

Normalt går hunde drægtig i 63 dage, men Diva gad altså ikke vente så længe, så hun besluttede at nedkomme i dag - på 58. dagen.  Heldigvis havde vi jo alt klar (hun er tidligere nedkommet på 59. dagen, så vi var forberedt).

Hun futtede rundt og legede i haven om formiddagen.  Pludselig kom hun spurtende ind og lagde sig i den første den bedste kurv (Daisy's) - og derefter løb hun direkte ind i fødekassen - kl. 13:10.  Trangen må pludselig være kommet over hende!Cool

Den ekstra fødselshjælper var som sædvanlig vores datter Mette og vi var helt klar kl. 13:30.
Fødslen startede kl. 13:40 med vandblæren og den første hvalp blev født kl. 13:53 - det var da timet!  I løbet af 2½ time leverede Diva 6 flotte hvalpe - 4 tæver og 2 hanner.  Fra 204 til 240 gram.  2 normalfødsler og 4 sædefødsler.  Hun tog det så roligt, at de førstfødte lå og diede, mens hun fødte den næste - super sejt - og nemt for os, da hvalpene ikke hele tiden skulle flyttes.

Da fødslen var godt overstået fik den trætte mor tilbudt et måltid blød dåsemad, som hun spiste med god appetit.

Jeg skulle til et arrangement om aftenen og jeg overlod trygt pasningen til Henrik, der hele aftenen gik og talte til 6.  Var de der nu allesammen?  Var der én, der lå nederst eller blev klemt.  Det var der selvfølgelig ikke.  Diva passer godt på sine børn.

Som sædvanlig ville Diva ikke forlade fødekassen for at gå på toilettet.  Men det lykkedes da ved 22-tiden at få hende lokket ud.

30.1.2017

Liv:        54 cm
Vægt:    12,0 kg

Diva hviler sig meget, men det forhindrer hende ikke i at fare op som en raket i morges, da vinduespudseren kom.

Diva bliver mere og mere irriteret på postyret i sin mave.  Hun ser garanteret frem til at få fødslen overstået.  Det gør vi også, men venter gerne nogle dage mere, for at være sikre på, at hvalpene er store nok.

Jeg synes Diva er "tromle-tyk" - og hun har ikke i sine tidligere drægtighedsperioder været helt oppe på 12 kg.

Nu krydser vi fingre for, at alt går godt.  Jeg er lige bekymret hver gang - men det skal en "mor" jo være.

Temperaturen er ved at falde - fødselshjælperne er blevet advaret.

28.1.2016. Fødestuen er klar.

28.01.2017

Vi er begyndt at tage temperatur på Diva morgen og aften.  Når temperaturen falder til under 37 grader - og bliver der - vil fødslen foregå indenfor det nærmeste døgn.  

Diva er nu så erfaren, at hun stiller sig roligt op, når hun skal have taget temperatur.  Hun står ganske stille og venter, indtil termometeret siger "bip".  Så ved hun, hun er færdig - og går.

Hun bider i pelsen, hvor hun kan mærke fosterbevæglser.

Der er en afventende stemning i huset.  Diva vil stadig meget gerne ud og gå tur.  Hun bestemmer selv, hvornår hun ikke gider mere og gerne vil hjem igen.

Vi har indrettet "fødestuen", så alt er klar, den dag hun beslutter sig for at føde.  Men der er god tid endnu.

 

27.1.2017 Diva, stor, bred og mægtig slapper af på det kølige bryggersgulv.

23.01.2017

Liv:         53 cm
Vægt:     11,36 kg

Vi har sat fødekassen op.  Den er blevet inspiceret og godkendt af Diva.

Vi kan nu tydeligt mærke, at de små pus ligger og sparker i Divas mave.  Diva står tålmodigt og lader os føle.  Engang imellem virker det, som om hun selv er forbavset over uroen og lige selv skal snuse til sin mave.

Vi har haft besøg af flere kommende hvalpekøbere, der alle er blevet modtaget med begejstring af hundene. 

Nu sætter vi tempoet ned, så Diva kan slappe helt af, her den sidste tid før fødslen.

16.01.2017

Liv:         51 cm
Vægt:     10,99 kg

Diva nægter nu konsekvent at gå ud af hundelemmen - døren skal åbnes!

Vi var hos dyrlægen i torsdags til den årlige vaccination af "de tre gratier". Dyrlægen var tilfreds med dem alle.  Hun forsøgte at høre hjertelyde fra vapserne gennem Divas mave, men de ligger for godt beskyttet derinde - og er nok ikke store nok endnu. 

Diva er stadig større, end hun var på tilsvarende tidspunkt i de andre drægtighedsperioder.  Hun er ved at blive en "sat" dame.

Vi var til hundetræning i torsdags for sidste gang for Divas vedkommende før hun får hvalpe.  Hun elsker at løbe rundt på området på vores gåtur før træningen, men hun har sat tempoet mærkbart ned, når hun bliver kaldt ind.  Der er ingen grund til, at vi presser hende til at løbe, bare fordi vi kalder på hende.  Nu får hun sine stille gåture og kan selv bestemme tempoet i haven.

 

9.1.17. Diva går selv på vægten hver uge.

09.01.2017

Liv:     46 cm
Vægt:  10,56 kg

Diva har ændret lidt adfærd.  Tidligere har hun i løbet af dagen lagt sig til at sove et eller andet tilfældigt sted.  
Nu lægger hun sig ALTID lige i nærheden af en af os.  Hun ved godt, hvad der er i vente - selv om der er god tid endnu.

Og hendes omsorgsgen fejler heller ikke noget.  Jeg kom til at træde Daisy over tæerne med mine bløde hjemmesko, hvorpå hun hylede op.
Diva var langt ude i haven, men kom styrtende som skudt ud af en kanon, hvorefter Daisy blev omhyggeligt undersøgt i hoved og r..  Diva skulle lige sikre sig, at Daisy ikke havde taget skade.

02.01.2017

Så er vi startet på 2017 - godt nytår til alle!

Nytårsaften gik forholdsvis roligt.  Der bliver heldigvis ikke skudt så meget af her i Vindinge, men vi kan høre, der er knald på i Roskilde.  Det kan hundene også.  I starten gemte Donna sig, men efterhånden blev hun mere vant til det og lagde sig bare et roligt sted, lige som Diva og Daisy.  Vi var lidt spændt på, hvordan Daisy tog det, men hun var rolig og ville endda gerne ud i haven for at "tisse af" inden de store knald begyndte.  

Nu er der ingen tvivl om, at Diva gemmer på nogle små vapser.  Hun har både taget på og lagt sig ud siden sidste uge.

Liv:       45 cm
Vægt:   10,02 kg

Jeg synes, kurverne kravler ret stejlt opad.  Hurtigere end ved de sidste gange - så hvor mange mon der er?  Nå, det behøver ikke betyde noget.  Der er ikke 2 graviditeter, der er ens.

Diva er nu gået helt over til hvalpekost for at få så mange proteiner til vapserne som muligt.  Samtidig har vi fordelt hendes daglige ration på 3 måltider i stedet for to, så hun bedre kan rumme det, når hvalpene efterhånden optager mere plads og efterlader mindre plads til maden.

Hun nyder at få særforplejning, når hun bliver kaldt ind til et ekstra måltid midt på dagen.

Nu er ca. halvdelen af ventetiden allerede gået - tiden går alligevel hurtigt.

Se evt. fanebladet "Drægtighed", hvor både Divas og fostrenes udvikling kan følges.

26.december 2016

Diva tager sig nu den frihed at hoppe op i min "strikkestol", når jeg sidder og spinder garn lige ved siden af.   Vi hygger os.  Der er, som ventet, endnu ikke sket så meget med Divas mål og vægt, der nu er:

Liv:       42 cm
Vægt:   9,67 kg

Hundene har måttet være alene hjemme juleaften.  Heldigvis har vi en sød nabo. der har lukket dem ud i haven og har fodret dem.  Det er bedre at lade dem blive alene hjemme fremfor at tage dem med til en stor familie-jul med mange børn og en ny hund, de ikke kender.  Der er for mange farer med stearinlys, papir, bånd og forbudt menneskeslik.

19.december 2016

Så er det blevet mandag igen og Diva er blevet målt og vejet.

Liv:     42 cm
Vægt:  9,51 kg

Som forventet er både mål og vægt stort set det samme som før.

Diva er lidt mere legesyg og snupper tit noget med på vejen for at trække tov med Daisy og hun er blevet endnu mere kælen.

Hun er også begyndt at få "primadonna-nykker".  Selv om hun sagtens kan hoppe igennem hundelemmen (hun fylder stadig det samme), står hun nu tit og kigger appellerende på os - om vi ikke vil åbne døren for hende.  Det kan hun åbenbart huske fra sidste gang - men det var altså først i slutningen af hendes drægtighedsperiode. 

12. december 2016

Diva er begyndt at opføre sig som hun plejer, når hun er blevet parret.  
Det er forbavsende, at hun allerede nu kan mærke, at hun nok skal have hvalpe.  Det må være instinkt eller genkendelsen fra sidst.  
Hun er enormt kærlig - vil gerne sidde på skødet (som hun ellers aldrig bryder sig om) - og hun er SULTEN.  Jeg må stå vagt hos Daisy ved fodringstid, for lige så snart Daisy bare kigger op fra sin skål, mener Diva, at hun er færdig og guffer Daisy's mad i sig, til hun bliver standset af mig.

Liv:      42 cm
Vægt:  9,59 kg

Man skal ikke lægge noget i Divas lille vægtstigning.  Det er alt for tidligt at læse noget af det - og forøvrigt har de to andre også taget lidt på i denne uge (nok lidt ekstra guffer).

6. december 2016

Simone har været på besøg over et par dage med Shiro.  Jeg ved ikke, hvem der blev modtaget mest overstadigt.  Simone eller Shiro.  Simone fik ihvertfald en meget glad og voldsom velkomst, som kun "mødrene" til de vordende fædre får, og de to hunde løb glad pibende hinanden i møde.  De hyggede sig og fandt hurtigt frem til parring.  Diva stod tålmodigt for ham, men lige så snart seancen var overstået, knurrede hun ad ham, når han forsøgte igen.  Men lege lidt i haven, det kunne hun ihvertfald.

Diva blev lukket inde, mens Shiro og vi andre slappede lidt af.

Forventet nedkomst vil være i begyndelsen af februar 2017 med aflevering 8 uger efter, i begyndelsen af april.

Normalt bliver vore hunde vejet hver mandag og nu, når Diva er blevet parret, bliver hun også målt.  
Normalt er der ikke nogen forskel den første måned, så vi væbner os med tålmodighed.

Diva vejede i mandags 9,35 kg og målte 42 cm i taljen (lige foran bagbenene).

Hvis I er interesseret i en hvalp fra Diva, så kig ind på vores fane Hvalpe