Kuld A - efter fraflytning

Felix på camping - 3. september 2012

Felix kom på besøg. Han er nu en stor, flot fyr på 8,040 kg med en pragtfuld pels. Selv om han var lidt reserveret som lille, er han nu blevet en rigtig kælepotte.

På besøg hos Felix 10. januar 2012

Vi var inviteret til eftermiddagskaffe hos Anna og Johannes for at besøge Felix.  Han er blevet en rigtig flot hund med meget pels.

Nu, hvor han snart er et år gammel, mener Donna ikke, hun behøver være bekymret for, om han flytter hjem til os igen, så denne gang tog hun det meget afslappet, og syntes faktisk, han var en rigtig sød fyr.

Diva blev lidt forvirret, da Felix syntes, hun var så dejlig, at hun måtte have et slik på næsen.  De hyggede sig ellers godt sammen alle tre hunde - og det gjorde vi voksne også. 

Man går ikke sulten fra bordet, når man gæster Anna og Johannes.

Felix havde fældet en del af hvalpepelsen, som Anna havde samlet til mig.  Det er jeg meget glad for.  Jeg går med tanker om at lære at spinde hundeulden selv.

Flotte Felix

Nytårshilsen fra Felix - 7. januar 2012

Felix er kommet godt igennem nytåret, selv om han har ligget under bordet og knurret i løbet af aftenen.
Han er nu kommet op på 8 kg.  Anna og Johannes siger, at det meste af vægten må være pels!

Felix er nu begyndt at fælde for første gang.  Det er hvalpepelsen, der fældes, så det bliver en ordentlig omgang.

Nytår 2011/12 - fra Balou´s facebook

Det er helt perfekt, at Maria har oprettet en facebook-side for Balou.  I forbindelse med nytåret står der bl.a.:


"Da aftenen nærmede sig og gæsterne var kommet. Lagde han sig til at sove og sov det meste af aftenen.

Han lagde mærke til bragene men sagde ingenting til dem. Så det kunne ikke være bedre. Vi havde dog gjort noget leverpostej klar til ham hvis han var begyndt på noget. Det fik han jo selvfølgelig alligevel :-)

Alt i alt har vi igen fundet ud af at vi har den bedste og dejligste hund."

Julehilsen fra Kenzo december 2011


I julehilsnen fra Birte og Kenzo stod bl.a. at

" Kenzo har det godt  - han er en lille frækkert (er bla ikke til at drive ind når han er kommet i haven om aften) men ellers en kærlig og skøn hund."
 
Kenzo hygger sig i mors seng.

Nyborg, Juleudstilling 3. december 2011 - Balou

Balou var til sin første "rigtige" udstilling her i Nyborg.

Han (og Maria) klarede sig rigtig flot.  Han fik "særdeles lovende" og en 4. plads blandt 8 hanhvalpe.  Han er blevet en rigtig flot fyr og bliver nok "svigermors drøm", når han på et eller andet tidspunkt er blevet avlsgodkendt.

Det var sjovt at sammenligne Balou's udstillingskritik med Donnas.  De var næsten identiske.  Som mor - så søn.


Bedømmelse:  Dommer Henrik Søeborg

"Knap 9 mdr, gode proportioner for alderen, maskulint hoved og udtryk, 
Korrekt bid og pigment. Velformede øjne, Velansatte ører, god hals og overlinie, og halesætning.
Passende bryst, for alderen, gode vinkler for og bag, 
God benstammer, bevæger sig moment vis paralelt, fra siden med god rækkevidde, korrekt pels og farve.
Dejligt temperament"

Balou på facebook - 22. oktober 2011

Maria og Rasmus har oprettet en facebook-side for Balou.  Det er en fantastisk god idé, for nu kan jeg meget nemmere følge med i hans liv - se, hvad han oplever, og se, hvor flot, han er blevet.  Han er nu oppe på knap 9 kg, så han vejer næsten lige så meget som sin "tante" Diva.
Billedet her er fra hans side. En skøn gåtur den 22. oktober 2011, hvor han rigtig har fået lov til at strække ud.

Jappertur - 3. september 2011

Lørdag den 3. september var vi på jappertur, der udgik fra Bengt og Litha i Birkerød.  Der var 17 hunde ialt - herunder også Kenzo og Balou.  De bliver store og flotte.
De, der fører an, bliver fotograferet bagfra - sådan er det! Flere billeder under fotos 2011.

24. august 2011 - Felix

Vi var inviteret til eftermiddagskaffe ovre i Annas og Johannes' telt på campingpladsen. 
Det går nu helt fint med alle 3 hunde sammen. 

Felix er vokset godt og har nok snart indhentet sine brødre vægtmæssigt.
For en gangs skyld ville Felix sidde på skødet!

Fuglebjerg - udstilling 13. august 2011

Kenzo var til sin første udstilling i Fuglebjerg den 13. august 2011.
Han stillede op i baby-klassen og det gik rigtig fint.

Dommer:  Agnes Ganami, Israel

Udtalelse (direkte skrevet af):
"well developed for age, for the moment a little long i body, good pigmentation, cor. ears, slightly falling croup.  behavior movement acording to age."

"Særdeles Lovende" - 2. plads - (lyserødt bånd).

Det var rigtig godt gået af et nybegynderpar - kun overgået af en af Lenes hvalpe.  Til lykke med det.
Står Kenzo ikke flot?

"Familiesammenkomst" - 13. august 2011

Her var det lidt sværere at få samling på familien. Kenzo, Mor Donna, Far Wonder og Balou. Balou vejer nu 7,3 kg. Et helt kilo mere end sin mor, Donna.

1. august 2011 - Felix

Om eftermiddagen fik vi taget et billede af Felix.  Vi ser ham jo næsten hver week-end på campingpladsen, så ændringerne fra gang til gang er ikke så store.  Men derfor skal han jo ikke snydes for at få sit billede med her. 

Han er en meget aktiv og selvstændig herre, som kræver lidt håndfast behandling for at få ham til at stå stille.  Til gengæld siger hans "mor", at han er meget flink til at ligge stille, når han bliver børstet.
Felix ligner mest sin mor. Både i udseende og temperament. Han er lidt mindre end de 2 andre, har en lidt kraftigere underuld og har, som sin mor, allerede bidt flere snore over.

1. august 2011 - Kenzo

Først var vi på besøg hos Birte og Kenzo i Nykøbing S. med Donna og Diva.  Det gik helt fint med de tre hunde sammen.  Vi havde en udstillingssnor med og øvede en ganske lille smule ringtræning med Kenzo.  Derefter gik vi en dejlig tur ned til vandet, hvor de alle soppede - også Henrik, så Kenzo så sit snit til at stikke af med en af Henriks sokker.  Hjemturen gik gennem skoven.  Vi havde en rigtig hyggelig dag.
Donna, Diva og Kenzo.

29. juli. Balou til udstilling i Vejen

Maria og Rasmus besøgte DKK´s hundeudstilling i Vejen med Balou som gæstehund.
De var så heldige, at man på udstillingen kunne få en gratis dommerbedømmelse på sin hund.
Dette gjorde de så og dommeren var MEGET glad for ham.
 
Hun skrev følgende:
 
"Meget tiltalende udtryksfulds hoved, Meget smukke mørke udtryksfulde øjne, Velfyldt forhoved god skalde, Flot ører placering,
Passende benstammer, Velfyldt krop, Særdeles velvinklet bagtil, acceptabelt vinklet fortil. Meget flot hale føring, Meget smuk pels for alderen,
Bevæger sig ualmindeligt smukt bagtil, Meget smukke sidebevægelser, Stadig en anelse løsset forfra."

Den bedømmelse kan vi kun være rigtig godt tilfreds med.  Han skal nok drive det til noget! 
Det bliver spændende at se, hvad dommeren siger om ham til juleudstillingen i Nyborg.

5. juni 2011 - Balou

Både Kenzo og Balou synes, det er sjovt at plaske vand ud over det hele, når de drikker - eller grave i vandfadet med poterne. 

De kunne altså godt finde ud af at drikke ordentligt hjemme hos os!
Balou drikker vand. Et fantastisk billede, hvor man kan se vandet løbe fra Balou og ned i skålen.

22. maj 2011 - Balou

Balou har fundet et nyt gemmested.

19. maj 2011 - Kenzo

Kenzo er nu faldet godt til og har masser af legetøj - både det, han har fået - og det, han selv finder. 

Han kan ikke kende forskel på ukrudt og prydblomster, så han får ikke lov til at være med til havearbejdet.  Han er ellers rigtig god til at grave.
Hov - hvor gjorde jeg nu af planten?

15. maj 2011 - Balou

Maria skulle til stor gallafest og blev fulgt på vej af Rasmus og Balou. 
Hvem fik så mest opmærksomhed? 
 
Maria eller Balou?
Balou - selvfølgelig!

9. maj 2011 - Balou

Balou var ikke længe om at finde sit yndlingssted efter at være flyttet hjem til Maria og Rasmus.  Midt imellem avisholderen og tæppet, er der dejlig køligt og han er i nærheden af sin nye mor og far.   Men det er altså også dejligt at ligge på skødet.  Han bliver aldrig træt af at blive nusset.
Balou - første dag hos Maria og Rasmus.

8. maj 2011 - Kenzo

Kenzo's første dag hjemme hos Birte.  Huset og haven er forsigtigt blevet taget i øjesyn - og vand er altid spændende.
Kenzo drikker vand - eller plasker?