Daisy - Dagbog

Lidt om Daisy's udvikling i flokken - en sporadisk dagbog.

29.1.2017 Daisy og Donna venter på "Far". Stor lighed mellem mor og datter

13.2.2017

Jeg har fundet en ny side af Daisy.  Hun har jo altid været den lille, lette (og forkælede), der er nem at tage op og nusse - og hun hopper selv op på skødet af mig, når jeg sidder på en stol.  

Donna og Diva bryder sig ikke så meget om at blive båret.  Men her, hvor Diva er så vagtsom har jeg taget Donna på armen.  Og så skulle I se Daisy.  Hun hoppede og sprang for at komme med op - hun er jaloux!  Det skal jeg lige have pillet ud af hende - eller tage højde for, så det ikke tager overhånd.

Donnas plads i vindueskarmen er helt til højre, hvor gummimåtten er fastgjort, og hvor hun føler sig tryg.  Diva har altid enten flyttet sig og givet hende plads -  eller gået udenom hende.  Daisy tager et let og elegant spring hen over Donna, hvis hun ligger der først.  Og hun flytter sig ikke (som Diva) hvis Donna senere vil op og ligge i vindueskarmen - det skal hun også lige lære.

12.2.2017

Den 31.1.17 nedkom Diva med 6 hvalpe, hvoraf vi skal beholde en lille tæve.  
Efter et par dage viste jeg Daisy de små i kassen, men det havde slet ingen interesse.

I går blev der åbnet op for fri adgang i hele huset - undtagen selvfølgelig til kravlegården og fødekassen.  Daisy skal lige lære, at hendes søde tante Diva pludselig afviser hende og skælder ud, hvis hun kommer for tæt på hvalpene.  

Hvis hun er blevet overfaldet, skriger hun op og skynder sig at hoppe op til mig for at søge trøst.  Lidt efter vil hun ned igen - og så er der ingen problemer.  Hun er ikke bange for Diva, men meget respektfuld.

29.1.17. Daisys yndlingslegetøj har altid været gamle ben, som hun kan have i fred for Donna og Diva.

29.1.2017

Daisy er blevet et meget skattet medlem af familien.  Hun fungerer fantatisk godt sammen med både Donna og Diva.  Hun har respekt for de ældre, men er samtidig altid oplagt til skæg og ballade.  

Hun er rigtig blevet "Fars" hund.  Henrik plejer altid at gå en tur med alle tre på en gang.  Men Diva er drægtig og trænger til nogle små stille gåture alene, hvor hun selv bestemmer tempo og længde.  Hun "græder", når Henrik forlader hende for at gå tur med Diva alene.  (eller også er det Diva og turen, hun savner???)

Det bliver spændende at se, hvordan Daisy tager det, når tante Diva om kort tid skal nedkomme - og hun bliver "storesøster".  Men heldigvis er hun ikke alene, når Diva isolerer sig i starten - hun har jo Donna at lege med.

21.9.2016

Diva har fået 3 "hot spot" og er lidt halvsløj.  Hun sover det meste af dagen under min seng.  Det giver mere ro i lejren, at Diva er så passiv.  Donna og Daisy leger fredeligt sammen - eller sover.  Der er ikke så megen gøen.  Måske prøver Daisy til daglig at leve op til Divas forventninger?

17.9.2016 En træt Daisy efter veludført "ring-arbejde".

 

17.9.2016

Udstilling i Ballerup - 3. udstilling som junior.

Vi kom kun en times tid før.  Vejret var godt, vi havde ikke telt med og så blev ventetiden ikke så lang.  Desuden regnede vi ikke med at komme i "stor ring", pga dårlig pels på dagen.

Daisy klarede sig godt i forhold til de andre junior-tæver.  Hun fik en fin 3. plads  Det er første gang, hun har fået en placering som junior.  (Se kritik mm på Daisys udstillings-fane). 

15.9.2016

Vi gør Daisy klar til udstilling og reder mere og mere pels af.  Hvorfor skal hunde ALTID tabe deres pels lige før en udstilling???  Hun har nu med ét slag smidt den største part af hvalpepelsen.

Hun er en utrolig tålmodig hund.  Hun stod fulde to timer på bordet, mens jeg redte og børstede.  Hun er virkelig en god lille hund.  Hun har mange facetter.  Hun har skiftevis krudt i r...., er en lille kælepotte, der putter sig, kan koncentrere sig ved udstillinger, forstår at slappe fuldkomen af - og altid parat til leg.

7.8.2016

Som i går, bare med start en time tidligere.  Da alle som sagt i går var næsten lige dygtige og smukke blev det heller ikke til en placering i dag.  Kun de 4 første placeringer giver præmie og vi blev nr. 5 begge dage.  Se kritikerne under fanebladet Daisy/udstillinger og video under Daisy/Video Fuglebjg.2016.

6.8.2016

Vi startede med fælles morgenbord, før vi begav os hen til udstillingsteltene.  De første skal i ringen kl. 11:00, så japperne starter nok ved 13-tiden.  Vi sidder bare og kigger på og vænner os til omgivelserne.  Daisy tager sig en skraber, bliver luftet og er klar til ringen.  Hun gør alt det, hun skal og som vi har øvet.  Hun er bare SÅ dygtig.  Det er alle de andre juniorer også - vi har jo alle trænet - alle fik excellent.  Det er svært at hævde sig i sådan et selskab - specielt, når man skal konkurrere med hunde op til 18 måneder, når man selv lige er fyldt 9 måneder.

5.8.2016

Vi har startet campingvognen her til formiddag og sat kurs mod Fuglebjerg, hvor vi skal have 2 overnatninger mellem udstillingerne lørdag den 6. august og søndag den 7. august

3.8.2016

I dag er det onsdagen før udstillingen i Fuglebjerg.  Vi har været til ringtræning i  2 stive timer i styrtregn!!!.  Det stod ned i tove!  Jeg har aldrig i mit liv været så gennemblødt af regn.  Daisy tog det meget roligt.  Vandet prellede jo også af på hende, mens mit tøj sugede al væden til sig.  Kun mine sokker og vandre-støvler var tørre.

Vi har nu i flere uger øvet os om onsdagen.  Vi er en lille flok ejere af japanske spidser, der trofast tropper op hver gang for at forberede os så godt som muligt til udstillingen.

12.7.2016

Mængden af foder er nu sat til 2 x 40 g.
Vægten ligger nu ret fast omkring 5,80 kg.

4.7.2016

Vægten er faldet lidt, fordi vi har nedsat hendes ration til 2 x 45 g.  
Daisy vejer nu 5,81 kg.

27.6.2016

Daisy vejer nu 6,00 kg og har overhalet sin mor Donna.  Hun er vist ved at få lidt for meget hvalpefedt, så hun sættes lidt ned i ration.  Hun har nu næsten spist al sin hvalpefoder og går derefter helt over til voksenfoder.

21.6.2016

Daisy vejer nu 5,78 kg og får stadig 2 x 50 g tørfoder (ca. 50/50 hvalpe- og voksenfoder). Daisy kan bedst lide voksenfoderet. 

13.6.2016

Henrik smuttede lige hen til en nabo i rækken langs vores vold.  Pludselig fik han selskab af Daisy.  Hun har set sin "far" gå væk og har møvet sig ind under den lukkede låge for at kunne komme hen til ham.  Der er nu igen lagt fliser under lågen, som vi tidligere har haft, når vi har haft hvalpe.  De voksne løber ikke ud.

12.6.2016

Daisy har vist fundet sit leje vægtmæssigt.  I dag vejer hun 5,70 kg.  Det er en anelse mindre en Donna, men hun syner større, fordi hun lige pt har en mere fluffy pels end Donna.

10.6.2016

Daisy og Diva leger MEGET sammen.  Diva nusser og slikker Daisy til den store guldmedalje.  Daisy nyder at blive serviceret og Donna ser ud til at være glad for at være fri for Daisys tilnærmelser.  Nu går det ud over Diva, der åbenbart også ser ud til at nyde det.

7.6.2016 (tirsdag)

Daisy vejer nu 5,68.  Hun har tabt sig en lille smule i ugens løb - nok pga varmen.

6.6.2016

I dag hoppede Daisy let og ubesværet over indhegningen ved campingvognen, da jeg ville gå tur med Donna alene.  Så hun måtte lige lukkes inde til vi var gået.
De har alle tre fået den helt store tur med børste og kam, så de er rigtig flotte.  Jeg har næsten fået has på knotterne bag ørerne.
De sidste par uger har vi haft det rigtig, rigtig varmt.  Vi har sat et bassin med vand op både på terrassen derhjemme og foran forteltet på camping.  Vi kan nemt lokke Daisy op i bassinet ved at kaste en bold derned - så hopper hun efter.  Donna vil ikke i, mens Diva gerne vil soppe, hvis der er smidt guffer i vandet.

5.6.2016
Donna og Daisy løber rundt om hinanden som et andet elskovssygt par.  Når Daisy forsøger at bestige Donna, bliver Diva meget vred!  Hun nedlægger Daisy og holder hende fast mod gulvet med den ene forpote.  Daisy hyler forskrækket op og ligger helt stille, til Diva giver slip igen.  Ingen bad feelings bagefter. Tværtimod.  Diva henter legetøj til Daisy.

31.5.2016 (tirsdag)

Daisy vejer nu 5,72 kg.  Vægten stiger stille og roligt.  Hun får nu 2 x 50 g tørfoder.  Jeg blander mere og mere voksenfoder i.

26.5.2016

Daisy er kommet i løb for første gang.  
Jeg var lige ved at tro, vi havde overset det.  Hun bløder rimeligt, men hun holder sig pænt ren.  Der er kun meget få stænk på gulvet.  Hun ser ud til at have styr på det. Ellers hjælper Diva hende.

23.5.2016

Vægten er nu 5,65 kg - lidt mindre end Donna ved samme alder.

18.5.2016

Daisy vejer nu 5,56 kg (onsdag)

17.5.2016

Daisys pels er blevet meget stor og fluffy.  Den sidste tid har hun fået nogle grimme"knotter" bag ørerne, som det har været meget svært at rede ud.  Hun er helt hysterisk og skal holdes fast af en anden, for at hun kan redes igennem.  Vi har prøvet at lade hende lege med en anden kam, børste, pibedyr - intet hjalp.  Nu får hun en lille guf-tandbørste at bide i og gnaske på - og det virker!  Hun er dybt optaget af sin guf og reagerer ikke på min udredning.

15.5.2016

Vi har været på camping i regn - regn - regn.  Hundene er ligeglade og Daisy stillede sig op med åben mund mod skyerne og lod regnen falde ned på tungen - hun nød det.

Alle tre har fået nye seler.  Vi er gået over til HURTTA-selen, der kan fås de fleste steder og som minder meget om dem, vi tidligere har brugt.  De kan fås i et væld af farver med reflekssyning på for knapt 300 kr..  Donna og Daisy skal have størrelse 55 og Diva 60.

9.5.2016

Daisys vægt er helt stillestående - i dag 5,47 kg - lige som i sidste uge.  Det har været meget varmt og hun har ikke haft den store lyst til at spise.  (160 g under Donnas vægt på tilsvarende alderstrin).

Daisy er ikke bange for ret meget - hun er nysgerrig og kan ikke altid lige overskue konsekvenserne af sine handlinger.  Her til aften sneg hun sig ud i badeværelset, hvor Henrik havde indtaget badekarret.  Pludselig lå han med en hund på skødet.  Daisy kunne da sagtens forcere badekarret i et enkelt spring!  Daisy tog det meget roligt - hun fik bare lidt våde tæer.  Henrik var nok den, der blev mest forskrækket/overrasket.

3.5.2016

Vægten har nu langsomt sneget sig op på 5,47 kg.
Hun får stadig 55 g, men vi er begyndt at lægge nogle få voksen-tørkost øverst, så hun kan vænne sig til dem.  Hun skal nødes til at spise!  De andre er færdige, før hun får begyndt.

Løbetid?  Vi ved det ikke.  Vi har ikke set noget blod, men hanhundene har været lidt interesseret.  Til udstillingen i Roskilde var hun noget ukoncentreret, som udmærket kunne skyldes start på løbetid.

Hun stjæler tæppet fra sin kurv og tager det udenfor, hvor hun "slås" med Donna om at få lov til at gimpe på det.  Donna er på det sidste af sin løbetid, men det har de gjort de sidste 14 dage, så ???

30.4.2016

Vi var til DKK-udstilling i Roskilde.  Der var 4 hanhvalpe og 5 tævehvalpe tilmeldt i japansk spids.  Vi var så heldige, at vi skulle til som nr. 9 og bedømmelserne startede kl. 9:00, så der var ikke så lang ventetid.  Det var køligt, men det holdt tørt.  Vi fik "husly" i et udstillingstelt hos en af de andre udstillere.  Dejligt, at vi efterhånden kender hinanden så godt.

Den finske
dommer var lidt "ulden" i mælet, når han skulle fortælle, hvordan vi skulle gå.  Det gjorde udstillerne lidt usikre og den usikkerhed gik direkte til hundene, hvor flere af dem "tabte" halen.  Også Daisy, som aldrig har gjort det før, tabte halen lige i starten, men ellers gik hun rigtig fint på trods af dommerens leg med et pibedyr.  Dommeren havde en hård linje i bedømmelsen af hundene.  Daisy fik en rigtig god kritik (se under Daisy/udstillinger) - det eneste lidt negative var, at hendes hale er en smule for fast rullet op - men alligevel fik hun kun "L" (lovende) og vi kunne tage hjem.

Lidt held i uheld.  Vi nåede at komme til fødselsdags-frokost, og de, der skulle i stor ring blev dyngvåde, da skyerne på dette tidspunkt besluttede sig til at slippe både kraftig regn og hagl.

Og kritikken er vi glade for.  Vi kan genkende vores smukke og dejlige Daisy og er glade for, at dommeren synes, hun har et excellent temperament.

26.4.2016

Vægten er nu 5,44.

Daisy får 55 - 60 g tørfoder 2 gange om dagen.

18.4.2016

Vægten er nu 5,37.  Daisy følger stadig Donnas vægt.

Kuldsøster Maggie kom på besøg i dag.  De skulle lige se hinanden an - og så gik jagten rundt i haven.  Det var dejligt at se dem have så meget glæde af hinanden.

11.4.2016

Vægten stiger lige så stille og er nu havnet på 5,22 kg.

Daisy vækker Henrik hver morgen ved 6-tiden.  De bliver alle tre lukket ud, men kun Daisy føler trang til at komme af med noget.  Så dabber de ind igen og sover videre.

Daisy sover altså bare ikke altid mellem kl 6 og kl 8 om morgenen (hvor de får mad).  Hun er super aktiv og kan finde på hvad som helst.  Det gælder om at gemme alt af vejen om aftenen, så hun ikke kan komme til det.  Her til morgen løb hun rundt med en huskeseddel, jeg havde skrevet - samt en kuglepen.  Det betyder, at det ikke er nok at lægge alt ind på midten af spisebordet, man skal også skubbe stolene helt ind, så hun ikke kan bruge dem som trappe til at komme helt op på bordet.

10.4.2016

I dag har vi været på jappertur i Hedeland.  Vi havde arrangeret turen omkring amfiteatret, Flintesøen, skibakken og Lergraven.  Vi var 28 hunde og 37 personer.  Jeg tror, det er rekord for antal deltagere.  Derefter tog vi hjem i vores have og indtog kaffe/te/kage og æbleskiver fra vores grill.

Diva var højløbsk og måtte blive hjemme fra gåturen.  Donna var endnu ikke kommet i løb, men der var lidt for meget interesse for Donna fra hanhundene, så hun blev lukket ind til Diva (og Lærke), da vi kom hjem.  Daisy og kuldbroder Koda var helt vilde. De flintrede rundt i haven efter hinanden, tumlede rundt, sad på hinanden mmm.  De hyggede sig rigtig.

4.4.2016

Vægten er steget til 5,17 kg.  Kurven skal knække ved 23. uge (lige nu) - og igen ved 62. uge, hvor hunden er udvokset.

Vi har på falderebet tilmeldt Daisy til DKK-udstilling i Roskilde den 30. april.  Vi havde først besluttet, at hun ikke skulle med her, fordi hun LIGE har nået at blive hvalp og dermed sandsynligvis vil blive den yngste af alle hvalpene.  Det bliver svært at klare sig - men det giver træning til både hende og os.

Hun skal nu bruge udstillingsline 24 cm.

3.4.2016

Vi er startet på hvalpetræning med Daisy i Vig, hvor vi også gik med Donna og Diva.  Vagn og Marlene er fantastisk gode til at aktivere både hunde og mennesker.  Der er ingen ventetid, og vi fik meget ud af det, selv om vi næsten har gennemført kurset i RCH.

2.4.2016

Den sidste hjørnetand er tabt.  Den hang i en tynd tråd, så vi befriede Daisy for den.

1.4.2016

Så har Daisy tabt hjørnetanden i venstre overmund og mangler nu kun at tabe en hjørnetand.

28.3.2016

Vægten er nu 4,92 kg - langsom vægtstigning med den samme fodermængde.
Hun vejer nu en anelse mindre end Donna ved samme alder.

Hun er ved at skifte sine kindtænder, hvilket giver problemer med tygning.  Alle fortænder er skiftet og hun har et flot "smil".  Hjørnetænderne i undermunden er lige brudt igennem.  Hun mangler stadig at skifte hjørnetænderne i overmunden.

23.3.2016

Så er Diva kommet i løb.  Hun skulle gerne være ude over sin højløbske periode, når vi skal have jappertur den 10. april.  Vi venter stadig på, at Donna kommer i løb, men det må meget gerne vente lidt endnu - også af hensyn til japperturen.

21.3.2016

Vægten er nu 4,86 kg - langsom stigning.

14.3.2016

Vægten siger 4,72 kg - og kurven ser ud til at knække nu.
Vi skal kigge på fodermængden og passe på, vi ikke overfodrer.

Daisy har fået rigtig meget uldpels og ser derfor tykkere ud.  Vi skal huske at tjekke, at det er uld og ikke sul på sidebenene, der fylder.

De 4 midterste fortænder i overmunden er brudt helt frem.  De 2 midterste og de 2 yderste er brudt frem i undermunden, hvor der også er 1 ny spids på vej.

Daisy gimpede i dag på et af sine tæpper, som hun - igen - havde slæbt ud i haven.  Donna fik sin første løbetid, da hun var 6 måneder og vi går og venter på, at de store kommer i løb, så luften er vist ladet med hormoner lige for tiden.

Efter Daisy uden besvær kan hoppe op i sengen til mig om morgenen er det lidt af en kamp at få lov til at sove et par timer længere end til kl. 6, hvor Henrik lukker Daisy ud.  Diva lægger sig stille og fredeligt "i ske" hos mig - og det er hyggeligt!  Derefter kommer Donna og giver mig et "morgenkys", lægger sig ved siden af Diva eller går igen.  Og SÅ kommer Daisy, der er fuldstændig ligeglad med, hvor hun tramper på mig.  Her må jeg værge kraftigt for mig og forsøge at få hende ned igen.  Selv om hun står nede på gulvet slikker Daisy og Diva hinanden om snuderne.  De kan virkelig godt lide hinanden! -  bare det vil holde.

De venter på, at jeg står op og giver dem mad - men det er først ved halv otte - otte-tiden.  De skal ud lige efter og det er mest praktisk at vente, til naboens hund er lukket ind igen, så de ikke gør for meget.

7.3.2016

Vægten i dag viste 4,65 kg.  Det er lidt mere end den tilsvarende vægt for Donna.  Det ser ud til, at Daisy har en lidt kraftigere knoglebygning end Donna (man kan mærke og se det på benene).

Den nye mode hos os er håndklæder og viskestykker med et stort hul i.  Der ligger ikke noget tilbage af hullet, når Daisy har gået til angreb.  Mon hun spiser det?

5.3.2016

Vi har været på den første udstilling i babyklassen i hallen i Hårlev.

Det gik rigtig godt.  Daisy fik en meget positiv kritik, SL (særdeles lovende) og en 2. plads.  Dommeren sagde, at hun var værd at gå videre med.

Hun brugte udstillingsline 22 cm.

2.3.2016

Der er nu brudt 2 fortænder frem i overmunden - og der er tabt 2 i undermunden.

29.2.2016

Daisy er blevet vejet til 4,42 kg.  Hun følger stadig Donnas vægt nøjagtigt.

Hun har lige tabt sine første 2 fortænder - en i overmunden og en i undermunden.

27.2.2016

For et par dage siden, da vi kiggede ud i haven, så det ud, som om Daisy havde gravet et hul i græsplænen og lagt sig til at sove der.  Ved nærmere eftersyn kunne vi se, at hun havde slæbt sit lille tæppe fra kurven med ud i haven - og der lå hun så og sov midt på sit tæppe midt på græsplænen.

I går, da vi ikke kunne finde hende, havde hun slæbt hele kurven ud i havestuen og lå og sov i den.

I dag har hun igen slæbt kurven ud på græsset under Donnas højlydte protester.  Her til aften lå hun i mørket ude midt på terrassen - i sin medbragte kurv.

Det er da godt, at hun er så glad for den.  Det har vi ikke oplevet med de store.

22.2.2016

Så er det mandag - og Daisy vejer 4,23 kg.  Nøjagtig det samme som Donna i den alder.  Hun spiser 2 x 60 g tørkost om dagen.

Daisys pause-yndlingsbeskæftigelse er nu blevet noget mere larmende.  Nu er det et stort ben, hun lader falde på gulvet - igen - og igen.  Hun er i det hele taget utrolig glad for det gamle marvben, som hun gnaver ihærdigt i.

Hun har nu en meget klar fornemmelse for, når de skal være alene hjemme.  Så klistrer hun sig til mig, hun putter og forsøger at slikke.  Hun ved ikke, hvad hun skal gøre for at holde på mig.  Det er de små tegn.  Jeg tager mine nøgler, tager støvler/frakke på, låser havedørene - alt tæller.  Nogle gange synes jeg slet ikke, jeg har gjort anstalter og alligevel ved hun det godt.

Donna får blød kost her i ugen efter tandudtrækning.  Det betyder, at der ikke er nogen knaseguffer overhovedet, så det går hårdt ud over min ost, som de heldigvis elsker.

21.2.2016

 Jeg har jordens bedste mand!

Jeg skulle til ringtræning med Daisy for første gang og opdager undervejs, at jeg har glemt min rygsæk med line, guffer, vand til hunden og drikkelse til mig.  Nå, tænkte jeg.  Jeg kan ikke vende om og nå at være tilbage til tiden, så jeg må låne mig frem.  Og det gjorde jeg.  Udstillingshalsbånd og line af én og små guffer af en anden.  Hvor er det dejligt, at man kender de andre, og at de er så hjælpsomme.  -  Og så stod Henrik pludselig i ridehallen med min rygsæk.  Han havde opdaget, at jeg havde glemt den og havde straks startet bilen for at komme mig til undsætning.  Det var nu ganske rart at træne med den line, vi skal bruge til udstillingen - og de rigtige guffer. 

Ringtræningen gik rigtig godt.  Så fik vi lært noget mere.  Det skulle have varet 1½ time, men efter 1 time var hundene så trætte, at man ikke kunne få dem til noget som helst - knap nok æde en guf.

Daisy var rigtig træt, da vi kom hjem.  Nu går hun med sin yndlingsbeskæftigelse, når hun er halvtræt:  En bold, som hun samler op og lader falde på gulvet - samler op - lader falde - samler op ..............  Hun kan blive ved længe.

18.2.2016

Donna har været hos dyrlægen og har fået renset tænder.  Hun havde et stykke tid gået og slikket sig meget om munden, som om hun havde noget i munden, der generede hende.  Det viste sig, at hun havde en tandbyld - og en af hendes kindtænder måtte ofres.  
Vi fik også tjekket afføringsprøver for orm, da Donna virkede så træt og var begyndt at hoste.  Der var heldigvis ikke noget.  Hun er bare en træt "småbørnsmor" med tandpine.  Hun har slet ikke vist, at det gjorde ondt.

Daisy kommer nu, når man kalder (undtagen, når hun skal lukkes ind).  Hun kan hente en apport - og aflevere den til mig.  Hun kan gå på plads, men sidder ikke klistret til mig, som hun skal.  Hun kan sidde og stå - og gå rimeligt pænt i line, når hun har sele på.  Hun hopper og danser, smider sig og vrider og snor sig, når vi forsøger med halsbånd - ind imellem går det dog ganske godt.  Øvelse - øvelse - øvelse.
Hun forstår kommandoen "Værsgo", når hun må spise sin mad og venter for det meste, hvis jeg ikke trækker tiden for længe.
Hun er renlig om natten og taber ikke noget "stort" indenfor i løbet af dagen - men tisseriet!  Jeg fatter ikke hendes system.  Jeg tror, hun er for optaget af at lege med Diva, når hun er ude og får ikke tisset.  Når hun så kommer ind igen, kommer trangen over hende - og vi har søen.

15.2.2016

Vægten er nu kommet op på 3,98 - nøjagtig det samme som Donnas ved samme alder.

Diva og Daisy ligger og slikker næser på hinanden - det er bare helt fantastisk.  Jeg håber, det gode forhold varer ved.

Daisy er så småt ved at lære, at hun ikke må begynde at spise sin mad, før der er sagt "værsgo".  Jeg kan holde hende i halen uden at hun bider efter mig og det går rimeligt godt med at blive børstet - bare hun også selv har én - til at bide i.  Hun er lærenem og vil meget gerne gøre det, der forventes af hende.  

Hun er så smuk og dejlig!Cool

Daisy har nu været til hundetræning 4 gange.  Hun har, som den første af vore hunde, kastet sig ud i at lege med de andre hvalpe.  Det er så dejligt at se.  Træningsmæssigt gør hun gode fremskridt.  Vi er lige startet på kommandoen "På plads".  Det går hurtigt fremad - nu behøver jeg kun én guf for at få hende på plads.

I dag var vi for første gang ovre og hilse på vores datters store Berner Sennenhund, Wilma.  Det gik også over al forventning.  Wilma er en sød og rimeligt rolig hund, der ikke kunne drømme om at gøre Daisy fortræd - hun er bare STOR - så derfor har vi udskudt mødet.  Daisy er ikke bange for noget (næsten).  Hun var lidt trykket i starten ved situationen med at besøge et nyt hus, men vi blev udenfor, så der var mere udenomsplads.  Daisy er ikke bange for Wilma, men hun ved godt, hvor hendes "mor" befinder sig, så hun lige kan få lidt moralsk opbakning.

Vi var også lige et smut oppe i Frederiksværk for at kigge til campingvognen og gå en tur i området.  Hundene nød det - vi andre syntes, det var ret koldt/blæsende.  Solen skinnede og der var dejligt varmt i læ i forteltet.  Selv om det var en lidt lang køretur, sagde Daisy ikke noget til det.

Det har været en begivenhedsrig dag og Daisy er drattet omkuld og snorkbobler inde under Henriks seng.

8.8.2016

Daisy vejer nu 3,77 kg.,  Hun får stadig 2 x 55 g tørkost om dagen.
Hun er ved at få en rigtig flot , tyk pels.  Når man ser hende ved siden af Donna ser de lige store ud, fordi Donna stadig er noget pelsfattig - hun ser forfærdelig  ud.

31.1.2016

Nu arbejder vi på at lære Daisy at benytte hundelemmen.  Hun hopper glad og gerne igennem, hvis vi holder klappen oppe, men hun kan endnu ikke finde ud af at skubbe til den.  Men det varer nok ikke så længe,  hun ser jo de store bruge den.  Hun kan heller ikke lide lyden, når klappen falder ned bag hende.

30.1.2016

Jeg deltog i et opdrættermøde i Kolding, hvorfor Henrik fik fornøjelsen af at gå til træning med Daisy.  Hun er rigtig dygtig og lærenem.  I dag var det "dæk"-øvelsen.  Hun er den næstmindste hvalp på holdet og må af og til holde de andre hvalpe i skak, fordi de bliver for nærgående.  Hun er god til at sige fra og bliver ikke skræmt.

27.1.2016

Daisy har længe gået og kigget på slisken op til vindueskarmen inde hos Henrik - og nu har hun taget mod til sig og er stille og forsigtigt kravlet derop.  Hun sad sammen med Diva i vindueskarmen og kunne kigge ud på vejen.  Jeg har ikke noget imod at hun kravler derop.  Jeg er mere bekymret for, at hun falder ned, når der skal være tre hunde deroppe samtidig.

Hun er begyndt at indsamle dækbark, som hun tager ind i huset og ligger og bider i.  Det har resulteret i at der er små barkstykker spredt i hele huset.  Jo hun hygger sig - og Donna hjalp hende!

26.1.2016

Daisy er god til at hente ting, jeg kaster, og aflevere til mig.  

Når hun trækker tov med Diva har hun lært også at holde fast med forpoterne.  Det har Diva altid gjort, men Donna gør det aldrig.  Så hun tager ved lære.

Fodermængden er nu 2 x 55 g.  Hun bruger enormt meget energi på at løbe rundt i haven sammen med de to store.

25.1.2016

Det er blevet mandag - og Daisy vejer nu 3,31 kg.

Hun har fået en uvane med at samle sten og tage dem med indenfor, hvor hun ligger og gumler på dem.  Hun er ikke meget for at give den videre til mig, men det bliver hun nødt til - hver gang.

Når jeg nu en sjælden gang bruger håndsprit, kommer Daisy farende for at lugte til mine hænder - og så NYSER hun i lamge baner.  Hun genkender lugten fra sin tidligste hvalpetid, men bryder sig ikke om den.  Hun synes, den er alt for stærk.

24.1.2016 Hvalsø - jappertur.

24.1.2016

Kuldfotografering:
Det var lidt svært at få hold på tropperne i første omgang. De små futtede rundt mellem hinanden - men til sidst lykkedes det da, sådan nogenlunde.  Donna føler sig nøgen efter at have tabt næsten al sin pels og vil ikke fotograferes, men hun går lidt ned i knæ og lader Daisy dække af for sig.  Så er det OK.

Maggie, Koda, Daisy og Donna i Hvalsø 24.1.2016

Billederne er fra en jappertur i Hvalsø, hvor der har været omkring 25 hunde med deres mennesker.  En frisk og hurtig tur på godt en times tid.

Daisy fik hilst på sine kuldsøskende.  Det var hyggeligt for os at få snakket lidt med de nye familier.

Vi fik også hilst på andre "familiemedlemmer":
Silas (en af Donnas hvalpe) - Wonder (far til Donnas 1. kuld) - Fifi (kuldsøster til Diva) - og Balto, Divas kuld fra 2015, der var som snydt ud af næsen på Diva.  Han er blevet rigtig flot med en god, kraftig pels.

23.1.2016

Så har vi været til hvalpe-motivations-træning for første gang med Daisy.  Det var en noget kold omgang.  4 graders frost og snedække, men heldigvis ingen vind af betydning.  Vi er 11 på holdet og Daisy er en af de mindste.  Holdene bliver inddelt efter alder.  Der var en på holdet, der syntes det var sjovt at jagte Daisy i frikvarteret og lægge sig oven på hende.  Daisy blev sur og sagde fra.  Ejeren til den anden hund var der med det samme og tog sin hund til side.  Man kan godt mærke på Daisy, at hun er blevet oplært af Diva, men hun bryder sig bestemt ikke om de store, voldsomme hvalpe (labradoodler).  Den rolige, men større broholmer, er hun ligeglad med.  

Hun kom med det samme, da der var indkald.  Vi skal øve at sidde på plads ved venstre side.  Daisy fiser rundt om mig, så jeg står som en snurretop for ikke at blive alt for indviklet - i linen.

I stedet for hele tiden at sige "nej", når hundene gør noget forkert (bider), kan man brumme lige som en anden hund ville gøre.

Vi havde tæppe med, som hun kunne lave øvelser på, men det kom slet ikke frem.  Til gengæld gik jeg med hende på armen, fordi hun så ud, som om hun frøs.  Vi stod meget stille her i starten.

Vi skal gå 12 gange - sidste gang 9. april - og vi starter på et andet hvalpekursus den 3. april i Vig, hvor vi camperer om sommeren.  Så der er lige et par week-end'er, hvor vi får travlt både lørdag og søndag.

Det er bare om at fylde på lige fra starten.

18.1.2016

Så er det igen mandag, og Daisy vejer 3,03 kg.

Det er blevet rigtig koldt - i morges -13 grader.  Det generer ikke Daisy.  Hun futter ud og ind som hun selv vil, så længe, vi har stuedøren på krog ud til havestuen.  Det er lidt "halvkøligt", men vi har praktisk taget ingen "uheld" indendørs.  Vi har sat en skammel ude i havestuen ved døren, så Daisy ikke skal hoppe så højt for at kunne komme igennem hundelemmen.  Pludselig en dag kan hun, men vi presser ikke på.

Hun eeeeelsker at være ude.  Når Henrik tror alle er lukket ind om aftenen, står der pludselig en lille Daisy uden for havedøren og kradser på ruden.  Han KUNNE jo også bare kalde på hende, så kommer hun lige så snart, hun er færdig med det, hun går og laver.

Det går rigtig godt med at gå i snor.  Daisy og Diva går i samme hurtige tempo, mens Donna stadig skal snuse til ALT, hun kommer forbi.  Det kan godt tage sin tid, hvis hun selv kan bestemme farten.

Salt på veje og fortove skulle forbydes i områder med hundeluftere.  Når sne og is smeltes ved hjælp af salt falder frysepunktet et par grader.  En flydende saltopløsning kan gå helt ned til minus 21,1 grad.  Temperaturen er afhængig af blandingsforholdet mellem is/vand og salt, samt vejbelægningens tempt. - (ved vejtemp. under -23 grader kan man ikke smelte is vha salt).  Laveste temp. opnås ved 23% salt.  Fakta er, at vore hunde, lige så snart, de har trådt i isvandet humper rundt på tre ben, med den ene eller den anden pote højt løftet, så der er ingen tvivl om, at det gør ondt i de små poter at gå i salt-smeltevand.  Vi opsøger de steder, hvor der ligger en rabat med sne, som hundene kan gå i.  De vælger det selv!

15.1.2016

Daisy har i dag fået den helt store tur hos dyrlægen.  Hun har fået den 2. basisvaccination, Rabies-vacc, samt et pust i næsen mod kennelhoste.  Rabiesvaccinen skal nu ikke mere genvaccineres og tjekkes efter en måned og genvaccineres efter 1 år.  Nej, én vaccination, der med det samme holder i 3 år - lige som basisvaccinationen nu også gør (tidligere skulle man genvaccinere hvert år).  Hvalpen skal være min. 12 uger, når denne nye vaccine benyttes.

En hund i vores familie er for nylig blevet aflivet pga Borelia, som hun aldrig kom sig af.  Vores dyrlæge har ikke vaccinen mod dette på lager, da der er meget lidt søgning til den.  Vaccinationen er ikke med i det, der anbefales/kræves til hunde, så vi købte i stedet en Bravecto-pille til en meget lille hund, som hun får, når flåtsæsonen starter.

Det var første gang, Daisy var ude og køre i bil uden sin mor ved siden af.  Hun var meget utryg ved situationen og sad og rystede, da vi kom frem.  Hun kom ud og gå og følte sig straks helt tryg igen.  Der var ingen problemer med at få hende ind i buret igen - tværtimod.  Efter den lidt ublide behandling hos dyrlægen, hvor hun ellers blev stopfodret med guffer, følte hun genkendelse og tryghed i buret, så det var helt fint.  Hun er en sej, lille en - ikke et kny under vaccinationen.

14.1.2016

Daisy står herinde og kradser på havedøren for at komme ud i sneen.  Hun er helt vild med det, men sneen har i dag en konsistens, der laver snekugler i pelsen.  Når hun har været ude i kort tid, er hun fyldt med disse snebolde, der sidder rigtig godt fast i pelsen.  Jeg piller sneen ud, når hun kommer ind og tørrer med et håndklæde - ellers er hun konstant våd på mavsen.  

Temperaturen er minus 3½ grad - og det er helt stille vejr.

12.1.2016

Diva har forstrakt en muskel og må ikke løbe rundt i haven.

Daisy er kommet i lømmelalderen og er i opposition til sin mor Donna.  det giver nogle kontroverser, som Diva normalt vil løse ved at lægge sig imellem.  Nu er Diva lukket inde og de to kamphaner kan afreagere uden indblanding.  Donna er ikke så god til at sige fra og Daisy er meget pågående.  Donna SKAL sætte sig i respekt nu, ellers kan hun få problemer.

11.1.2016

Daisy vejer her til morgen 2,8 kg
Hun spiser 2 x 50 gram tørkost om dagen plus lidt godbidder ifm vores træning.

Det er svært at se, hvad hun selv kan finde ud af - og hvad hun ser, de andre gør.  Når jeg kalder på hende ude i haven kommer de alle tre styrtende - det kunne jo være, der faldt noget af.  Hun skal have enetimer.

Når hun bliver lukket ud i haven, kommer hun altid lige med et par bjæf.  Så kommer Diva farende for at se, om der er noget galt.  Diva er meget beskyttende overfor hende - Donna slapper mere af og overlader tilsyneladende glad opdragelsesansvaret til tante Diva.  Donna leger meget med Daisy.

Daisys bedste legetøj har længe været en aflagt havehandske i skind.  Hun trækker "tov" med den sammen med Diva eller hun ligger og hyggegnaver i den. Det kan hun bruge rigtig meget tid med.  Hun tager den altid med sig ud og ind i haven.

I morges hoppede Daisy pludselig op i Henriks seng - så nu kan hun også det!Chokeret

8.1.2016

Daisy eeeeeeelsker sne.  Hun går til døren og piber for at komme ud.  Hun spurter rundt og leger - både alene og med DonDi.  Når hun har racet af, bliver hun lukket ind igen.  Det er for koldt til at hun må lægge sig og hvile sig i sneen.

Det går på sin vis fremad med renlighedstræningen.  I morges styrtede hun hen til døren - med mig bagefter - men hun kunne alligevel ikke holde sig, til jeg havde åbnet døren, så der kom en tissetår på måtten - men der var ingen skiderikker fra natten.  I løbet af dagen, når hun er optaget af leg forsøger hun ikke at komme ud - men det er måske fordi vi ikke opdager det eller hun endnu ikke kan komme ud af hundelemmen.

Vi lærer hende ikke selv at bruge hundelemmen - vi har den mening, at når hun er stor nok, finder hun ud af det - og indtil da, har vi rimeligt tjek på, hvor hun er.  Donna har flere gange forsøgt at lære hende det.

7.1.2016

I dag har Daisy fået lov til at være med til voksen hundetræning sammen med Donna og Diva.  Det gik over al forventning.  Hun blev gennemsnust af alle de andre venlige hunde og tog det forbavsende roligt, men sagde også lidt fra en enkelt gang.  Hun tog nogle lange stræk, men kom tilbage med det samme, når jeg kaldte - og hun fik en lille guf.  Det er et "hygge-hold", hvor der lægges vægt på selvtræning.  Vi startede med at øve indkald i en lille separat indhegning.

Køreturen frem og tilbage gik også uden problemer.  Daisy lå i bur sammen med Donna.

5.1.2016

Daisy spiser 100 g tørkost om dagen.  Hun bliver tilbudt 50 g om morgenen, men det er ikke altid hun har tid til at spise det,  Hun skal ud og lege.  Så får hun resten midt på dagen og 50 g til aften.  Det fungerer nu.  I går vejede hun 2,49 kg. og er nu lige ved at komme op på Donnas vægt ved samme alder.

Hun har "krudt i røven" og er kun stille, når hun spiser eller sover.  Ellers er der fuld gang i hende.  Hun har temperament og knurrer meget faretruende, hvis man tager noget fra hende, som hun ikke må have.  Men vi er ikke bange for hendeCool, så hun falder ned igen, når hun har fået noget at bytte med til at aflede opmærksomheden.  Det er nu, man skal være konsekvent.

Daisy er ved at lære, at man også kan få en guf, hvis man skynder sig op i sin kurv i forstuen, når "mor" siger det.  Nu skal hun lære at blive der.  Men det kræver enetimer.  Hun futter over til Donnas og Divas kurve for at se, om der falder noget af dér - men det gør der ikke!  Hvalpe vil altid bore sig ind hos både sin mor og sine mennesker for at få opmærksomhed - og mad.  Det er helt naturligt.

Vi er ved at få en lille "løve" - udseendemæssigt. Man kan nu tydeligt se, hvor halskraven og bukserne får ekstra fylde i pelsen.

2.1.2016

Det VAR ønsketænkning, at Daisy kunne holde sig natten over.  Hun ER altså kun 10 uger - og jeg opfatter det slet ikke som et problem - endnu.

Daisy spiser nu uden problemer sine 2 x 50 g foder.  Hendes vægtkurve ligger et stykke under Donnas , da hun var i samme alder.  Hun er bestemt ikke tyk, så nu får vi se.  Hendes aktivitetsniveau er ret højt, idet hun jævnligt spurter ned i den anden ende af haven sammen med Diva og tilbage igen, så hun kræver nok noget mere mad, end Donna gjorde i samme alder.

Tante Diva er begyndt at LEGE med Daisy.  De trækker tov.  Det er dejligt at se.

Daisy 1.1.2016

31.12.15 / 01.01.16

Godt Nytår til alle.Cool

Nu her til aften skulle det hele være overstået med alt nytårsknalderiet.
Det har været lidt hårdt her i huset.
 

Donna finder forskellige steder, hvor hun kan ligge i fred og ro - under sengen, bag lænestolen eller bag gardinet.  Her ligger hun apatisk og venter på, at det hele går over.  Hun vil SLET IKKE ud.  Sent på aftenen i går lagde hun sig dog op på sofaen ved siden af mig og slappede endelig af.

Diva er blevet mere påvirket af lysglimt og brag, end hun plejer at være.  I modsætning til Donna går hun ikke afsides, men trisser i hælene på os - lægger sig på gulvet i køkkenet - helt op ad køkkenskabene.  Og i går aftes, da jeg sad i sofaen med Donna, kilede hun sig ind imellem os.  Jo tættere på os, jo bedre.

Daisy har været ret ligeglad, men det har alligevel været lidt svært at lokke hende ud i haven, fordi Diva har været meget forbeholden.

Daisy er nu begyndt at spise godt til måltiderne.  Det har været lidt svært at få hende til at spise af sig selv.  Vi sidder ved hvert måltid ved siden af hende på gulvet, indtil hun er færdig med at spise.  Det er lidt af en balancegang at finde ud af, hvornår hun ikke KAN spise mere og skal ud - og hvornår hun "bare" midlertidig har mistet interessen og skal holdes til skålen igen.  

Nu spiser hun 50 g om morgenen og 50 g om aftenen.  Det fungerer bedst med rytmen i huset at fodre 2 gange om dagen - og så er hun også sulten!
Nogle hvalpe-maver har det bedst med dagsrationen fordelt over 3 gange, men Daisy klarer det fint - måske også fordi hun ikke spiser så hurtigt.

De sidste 2 morgener har der ikke ligget en "skiderik" til mig. Jeg krydser fingre for, at hun nu er stor nok til at kunne holde sig.

30.12.15

Kommandoen "BLIV" med en stoppende hånd som håndtegn fungerer godt.  Daisy løber ikke ud i bryggerset, hvis jeg har sagt bliv.  Til gengæld futter hun glad derud, hvis Henrik går i bryggerset og ikke siger noget.

"SIT" fungerer også fint nu.  Hun ved, at hun får en guf, når hun har sat sig.  Jeg står op, så hun ikke overfalder mine fingre for at få guffen.

Hun kommer som hovedregel, når jeg kalder.  Hun kan spurte forbi mig i køkkenet, men vender om, når hun hører mig kalde.

Træsko skal sættes højt, ellers gnaver hun i dem.

Hun er stadig meget langsom til at komme i gang med at spise.  Men her til morgen indtog hun alligevel 50 gram.

Hun jagter blade ude på terrassen, samler dem op og bringer dem ind i huset, hvor hun dripler rundt med dem og bider i dem, så de knaser.

Hun vil ikke ud og tisse, når naboens store hund står og gør.  Men her til morgen tog hun mod til sig, stillede sig op og gøede - og gik så ud på græsset og ordnede det, hun skulle dér.

Hun har alle morgener vækket mig EFTER hun havde lagt en "skiderik" i badeværelset.  I morges vækkede hun mig inden, så jeg nåede at lukke hende ud inden hun tabte noget.  Det behøver ikke at være Daisy, der er langsom - det KUNNE jo også være, at jeg sov for godt på det tidspunkt.  Hun bliver lukket ud for en kort bemærkning, hvis jeg er oppe i løbet af natten (hver gang).

Fra nu af og indtil nytårsskyderiet er overstået, lufter vi kun i haven.

Daisy ser mere og mere op til Diva.  Hun følger hende tæt i haven.
Diva knurrer, hvis Donna og Daisy leger for højrøstet sammen, og så går de straks til hver sin side.  Diva er ved at blive den faste leder, der blot ved sin tilstedeværelse skaber ro i flokken.

Vi fik besøg af Charlie, Donnas søn fra andet ægteskab (D-kuldet).  Alle tøserne, inkl. Daisy, var henrykte over at få herrebesøg.  Han blev noget overvældet, men tog tilbedelsen i stiv arm.  Hvis tøserne havde været i løb, så ......

28.12.15

Det er mandag og Daisy vejer 2,17 kg

Det var "store negleklippe-dag" for dem alle

27.12.15

En stille slapper-dag hjemme.  Daisy ser meget op til Diva og følger hende, når hun løber rundt i haven.  Mor Donna er indtil videre en utrættelig legekammerat.  De vælter rundt med hinanden, de trækker tov og bider lidt i hinanden.  Det er rigtig sjovt at se, hvordan mor/barn-forholdet udvikler sig.  Men det varer vist ikke længe, før Donna alligevel siger fra overfor den plageånd, som Daisy jo også kan være.

Henrik har gået tur med dem alle tre samlet. og det gik også godt.  Daisy er rigtig god til at gå.  Hvis der er noget, der bekymrer hende (en cykel, en fremmed lyd) sætter hun sig ned og venter på, det går over.

Daisy er blevet børstet godt igennem i løbet af de sidste par dage.  Hun står jo ikke stille, og hun bider i børsten, så det tager noget tid.  Nu bruger jeg 2 små børster. Den ene til pelsen og den anden som bidelegetøj for Daisy.  Så nu går det fremad.

Når vi skal ud og gå tur og jeg kalder på Daisy futter Donna lige forbi mig og får Daisy med ind.  Det er helt fint med sådan en hjælpe-opdrager.

26.12.15

2. juledag havde vi gæster her med en lille hund, Hannibal, der også var på besøg, da alle hvalpene var halvstore.  Det gik også fint.

Det er svært at få Daisy til at gøre sig ren udenfor.  Hun synes, det er alt for vådt og blæsende - og så VIL hun altså bare IKKE.  Så er det jo fint, hun har sit badeværelse.  Det kan vi godt leve med.  Hun lægger ikke noget andre steder.

25.12.15

1.juledag var vi til frokost og Daisy var "alene" hjemme i længere tid for første gang.  Daisy i sove-/badeværelse og Donna og Diva i resten af huset.  De kunne høre hinanden,  Daisy tog det helt roligt.  Hun var dødtræt efter dagen før - og der var ikke nogen overstrømmende glæde ved at se os igen.  Hun har nok slet ikke savnet os.

24.12.15

Juleaften sammen med 10 voksne gik fint.  Daisy var skiftevis lukket inde i soveværelset, hvor hun slappede helt af og tog sig en lur - og skiftevis "skødehund", når hun var vågnet og havde været et smut udenfor.  Hun gik fra favn til favn, mens vi så lysene brænde ned og pakkede gaver ud.  Vi ville ikke have hende rendende frit rundt på dette tidspunkt.  Ellers tullede hun bare rundt.

21.12.15 

Daisy ligner sin mor Donna meget i væremåde.  Hun smider sig på ryggen for at blive nusset på maven.  Men hun er mere fremme i skoene.  I dag tog Diva hendes legetøj.  Tror I ikke, det lille myr stillede sig op og gøede ad Diva - sladrede til os?  Diva ved godt, det ikke er hendes og lægger det igen, når hun får besked på det.

Når Daisy begynder at interessere sig lidt rigeligt for vores fodtøj ude i forstuen, brummer Diva advarende.  "Det må du ikke, Daisy"! - og Daisy skynder sig at slippe.

Her til aften lå de alle tre i soveværelset.  Donna PÅ sengen, Diva UNDER sengen og Daisy VED sengen.  Vi holdt vejret og krydsede fingre!  De følte sig alle tre trygge ved det- og tog sig en lur.

Hun får tilbudt 3 x 30 g foder om dagen, men spiser kun morgen og aften.
Hun vejede 1,88 kg i morges.

Vi fik fjernet hele hvalpegården i køkkenet og Daisy har uden slinger i valsen fundet frem til sin kurv og sit legetøj i soveværelset, hvor hun flere gange har taget sig en lur i løbet af dagen.

20.12.15

I dag har været den første tilnærmelsesvis normale dag for Daisy efter hendes søskende er flyttet hjemmefra.  Hun har bevæget sig rundt i huset uden konstant overvågning fra os.  Hun holder stadig afstand til Diva, når hun husker det, men kan godt forsøge at nærme sig hendes bold - og SÅ holder hun afstand igen.  Diva brummer eller gør - men gør ellers ikke noget.

Daisy har fundet nogle gode sovepladser rundt omkring i huset i nærheden af, hvor vi opholder os.

Da hun bevæger sig rundt på et større område, og vi ikke konstant holder øje med hende, kan det ske, hun har lidt uheld indendørs.  Hvis vi holder øje og lukker hende ud i rette tid sker hele afleveringen i haven.  Hun er rigtig dygtig.

Hun elsker sit lille pibedyr.  Hun kan ligge meget lang tid ad gangen og bare gumle på dyret, så det piber konstant.

Hun henter det legetøj, hun vil lege med - henter det næste stykke, så hun samler en hel bunke og ligger og hyggebider i det altsammen.

Hun genkender sit navn og kommer spurtende, når vi kalder (hvis hun ikke er optaget af noget andet).  En hund kan kun tænke på én ting ad gangen.

19.12.2015

De er så småt begyndt at skyde nytåret ind.  Daisy lader sig ikke påvirke af det - endnu, men Donna kan ikke lide det.  Hun skyndte sig ind for at se til Daisy, troede vi.  Men nej, hun strøg lige forbi hende og gemte sig i Happy House.

I dag var vejret fantastisk og vi kunne lade døren til haven stå på krog og skydedøren på klem.  Det hjalp lidt på forholdet, at der var god plads omkring dem.  Vi mandsopdækkede den lille Daisy og det gik forbavsende godt.  Når Daisy nærmede sig Divas bold, brummede hun, og Daisy trak sig straks tilbage.  Diva virker ikke interesseret og Daisy sørger omhyggeligt for ikke at være i vejen, når Diva spurter rundt i haven.

18.12.15

Koda flyttede hjemmefra som den sidste om formiddagen.  Daisy savnede sine søskende og så lidt fortabt ud inde i sin indhegning.  Vi turde ikke lukke hende ud til sin lidt knibske tante Diva.  Til gengæld kom hun ud i sin indhegning i haven og Diva gik uden for hegnet og snusede interesseret til Daisy uden at brumme.  Diva fik så sele på, så vi om nødvendigt hurtigt kunne få fat i hende og hun kom ind til Daisy, som hun fuldstændig ignorerede.  Diva var mere optaget af at lege med frisbee.

Daisy fik lov til at løbe frit i køkken og soveværelse med døren lukket til Diva.

Diva fik lov til at gå løs i køkkenet og det gik fint.  Væbnet neutralitet.  Diva hader ufred og Daisy ville gerne have en mælketår, som Donna ikke havde lyst til at levere og begyndte at brumme ad Daisy.  SÅ blev Diva sur og gav Daisy en overhaling.  Det ser og lyder voldsomt, men der skete ikke noget udover at Daisy trak sig tilbage og resten af dagen holdt en ærbødig sikkerhedsafstand på ½ meter.

17.12.15

Maggie er flyttet hjemmefra i dag.  Koda og Daisy ser ikke ud til at ænse det.  De har stadig nogen at lege med.